Page 884 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

haft på Færøerne, begav sig til Norge og slog sig i Stedet for
på Krigsvæsenet, idet han benyttede sig af Lejligheden, da
Erling havde fældet Eysten. Han mødte nemlig tilfældigvis
dennes Hær, da den var på Flugt over Ødemarkerne, stillede
sig i Spidsen for den og begyndte at fejde på Sejrherrerne.
For at det ikke skulde hedde sig, at han var af ringe Stand,
løj han sig høj Byrd til og påstod, at Harald Irlænders Søn
Sigurd var hans Fader, og opkaldte sin Søn efter ham, i
Steden for, at denne hidtil efter sin rigtige Farfader havde
heddet Unas, og for at udslette alle Omstændigheder ved
sine fordums Kår, og for at man, når han bar sin foregivne
Oldefaders Navn, skulde tro, at han var den rette Indehaver
af den Slægts Herlighed, han udgav sig for at tilhøre,
besluttede han også selv at tage et nyt Navn og lade sig
kalde Magnus til Vidnesbyrd om, at denne var hans
Oldefader. Da denne uforskammede Løgn blev tagen for
gode Varer af den lettroende Almue og de efter Uroligheder
lystne Krigsfolk, skred han til at anrette det grueligste
Blodbad og Mandsslæt i hele Norge. Inden han endnu var
bleven Konge, besøgte Sverre en Gang Birger Jarl i Sverige,
og dèr skal han have foræret en Præst, hos hvem han havde
nydt Gjæstfrihed, sin Messehagl, der er en Præsts ypperste
Skrud, tillige med sin Alterbog.
Men for nu ikke længer at dvæle ved udenlandske Sager vil
jeg atter gå over til at fortælle, hvad der skete her hjemme,
så meget mere, som de skammelige Ting, her foregik på den
Tid, ikke tillader mig længer at opholde mig ved udenrigske
Anliggender. Magnus Erikssøn var nemlig ikke fornøjet med
den Lykkens Gunst, han nød, og fik Knud og Karl, der på
fædrene Side var i Slægt med Valdemar og havde Eskil til
Morfader, samt adskillige andre til at gå med til en
skammelig Sammensværgelse, der havde til Mål lumskelig
at tage Kongen af Dage. Magnus var bleven fanget af
-878-