Page 890 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

onde Anslag, så at det hele kom for Dagens Lys. Det Råd
huede Valdemar vel.
Da han brød op fra Roskilde, fulgte Absalon med ham, og
Karl anmodede ham da om igjen at fremsætte den
Begjæring for Kongen, som han alt en Gang havde gjort.
Det gjorde Absalon, og Kongen svarede da, at man kun
kunde vente dårlig Løn for Velgjerninger, når de, man
gjorde dem imod, pønsede på Mord; det undrede ham for
Resten også, at visse Folk kunde fremture så hårdnakket i
deres Falskhed og være så drevne i at forstille sig. Han
skulde ikke des mindre nok overlade den forræderske
Hirdmand et Len, så snart han kom til Jylland, for han
tvivlede ikke om, at han helst vilde have det i den Landsdel.
Karl blev glad over dette Løfte, som Absalon overbragte
ham, og takkede ham overmåde mange Gange. Han satte
nemlig et fornøjet Ansigt op og lod, som han var umådelig
glad, men det var i Virkeligheden ikke så meget det lovede
Len, han var glad over, som Håbet om, at han kunde komme
til at fuldbyrde Mordet, eftersom den Omstændighed, at
Kongen stillede sig så venlig an, gjorde ham yderligere tryg.
Nogen Tid efter begav han sig med sin Broder Knud til Ribe
for at træffe deres Morfader Eskil, som just da var kommen
hjem fra Frankrig og havde lagt ind med sit Skib dèr.
Disse to Brødre havde en Halvbroder ved Navn Benedikt,
som deres Fader havde avlet med en Slegfred, og han tjente
i Kongens Gård, men han var ikke så tro, som han var stærk.
Da Valdemar få Dage efter, at han var kommen til Fyn, sad i
en åben Gård og spiste med sine Hirdmænd, sad Benedikt,
hvad enten det nu var, fordi han var kjed af at skjule Svigen,
han pønsede på, eller det var hans rasende Mordlyst, der var
Skyld deri, og spiste slet ingenting, men knugede Kniven,
-884-