Page 892 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

dem i Fordærvelse af Iver efter at anklage dem. Han
opfordrede dem derpå til at våge over ham med endnu større
Påpasselighed end hidtil og til aldrig, hvor han så færdedes,
at møde ubevæbnede; havde de hidtil taget sig deres
Tjeneste i så Henseende let, måtte de for Fremtiden beflitte
sig på større Nidkjærhed og passe deres Dont så
omhyggelig, som om de hver for sig, jo mere ærlig og
oprigtig de selv mente ham det, var nødt til at tvivle om de
andres Ærlighed. Han anså dem ingenlunde for skyldige
allesammen; han vidste godt, at der var adskillige af dem,
som var rede til at gå i Døden for ham, i Fald det gjordes
nødigt. Hirdmændene kappedes nu om at bevidne ham deres
Troskab og bad ham indstændig om at angive, hvem der var
Medvidere i Sammensværgelsen, idet de lovede at ville
hævne sig på Forræderne og hverken at ville skåne Venner
eller Frænder, men straffe dem, der tragtede efter at udgyde
hans Blod, som de havde fortjent. Hertil svarede Kongen, at
det fik være dem nok, at de havde en god Samvittighed, de
burde ikke kræve yderligere Oplysninger, og med dette
sagtmodige Svar fik han Hirdmændene til at ophøre med
deres Bønner, som havde deres Udspring fra Bevidstheden
om, at de var uskyldige. Benedikt tænkte imidlertid, at nogle
af Medviderne i Sammensværgelsen måtte have røbet den
for Kongen, og at han nu med snedig Forstillelse lovede
dem Tilgivelse, som han pønsede på at tage af Dage, når de
mindst anede det; han lod derfor de fleste af sine Våben i
Stikken og begav sig, så hurtig han kunde, over til Jylland,
hvor han sendte Bud til Magnus, at Sammensværgelsen var
opdaget, thi den onde Samvittighed, der nagede hans troløse
Sind, tillod ham ikke at fæste Lid til Kongens Løfter om
Mildhed. Følgen heraf blev, at Magnus næste Nat sejlede til
Lybæk for at tage Tjeneste hos Hertug Henrik. Knud og
Karl fik ligeledes Bud fra Benedikt, hvorpå de hemmelig
forlod Ribe, gik om Bord på et Skib i Randers og tyede over
til Birger Jarl i GÖtland i Tillid til deres Frændskab med
-886-