Page 893 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

ham. I den Grad lamslog deres onde Samvittighed dem, da
de pludselig blev forskrækkede og følte sig utrygge. Deres
Bortrejse voldte Eskil den største Sorg, og han klagede
ynkelig såvel over sin egen som over sine Dattersønners
kranke Skæbne; så stor var hans Kummer, at den næsten
berøvede ham Mælet. Da han kom til Kongen i Viborg,
modtog denne ham med et mildt Ansigt for at han ikke
skulde tro, at han fandt noget mistænkeligt ved, at han kom.
Ærkebispen gjengjældte denne Sagtmodighed med lige så
stor Klogskab, thi han lagde ikke så meget som et godt Ord
ind for sine Dattersønner, for at der ikke skulde falde
ringeste Mistanke om Delagtighed i Forræderiet på ham, og
for at han ikke selv skulde få Udseende af at være deres
medskyldige, når han gik i Forbøn for dem. Han holdt det
for rådeligere ved at tie stille at undgå ethvert Skin af at
have Del i deres onde Gjerning end at pådrage sig Mistanke
ved at gå i Forbøn for de skyldige. Da han var kommen over
til Skåne, skaffede Lægerne ham ved deres Kunst hans
Mæle igjen, men den store Sorg og Græmmelse, han følte
over sine Dattersønner, der var ham kjærere end hans eget
Liv, blev han aldrig kvit, thi det er lettere at få Bugt, med
hvad der piner Legemet, end med hvad der nager Sjælen.
Magnus skammede sig imidlertid over den Misgjerning, der
havde drevet ham i Landflygtighed, og turde ikke åbenbare
den for Hertug Henrik, hvorfor han blot bad ham om at
hjælpe sig til at blive forsonet med Kongen. Henrik syntes,
det vilde være en Skam ikke at opfylde en sådan Bøn fra en
Landflygtig, og sendte derfor Valdemar et Brev, hvori han
bad ham om at tilgive Magnus hans Forseelse. Valdemar
fandt det hensigtsmæssigere at svare herpå ved at skikke
Sendemænd til Hertugen end ved at skrive ham til, og han
sendte derfor sin Staldmester Henrik, der var vel forfaren i
det tyske Sprog, til Sachsen, for at han kunde anklage
-887-