Magnus over for Hertug Henrik for hans Troløshed. Da
Magnus hørte det, slog han fra Skamfuldhed over til
Frækhed og nægtede på det bestemteste, at han var skyldig i
det, der lagdes ham til Last, og tilbød som Bevis på sin
Uskyldighed at gå i Tvekamp, så han viste lige så stor
Snedighed i at anstille sig uskyldig, som han havde lagt for
Dagen, da han pønsede på sin Misgjerning. Sendemanden
svarede, at han ikke var udskikket for i fremmed Land at
bevise Anklagens Sandhed med Sværdet, men for at minde
den anklagede om, at han havde at voldgive sin Sag til
Kongens Kjendelse og føre sit Forsvar, som det var
foreskrevet i deres Lands Love. Da Hertugen derpå spurgte,
hvorledes det var foreskrevet i den danske Lov, at Forsvaret
imod en sådan Anklage skulde føres, svarede han, at det i
sådanne Tilfælde var Skik at forsvare sig ved Jærnbyrd.
Hertugen spurgte derpå Magnus, om han havde så god en
Samvittighed, at han for at bevise sin Uskyldighed turde
underkaste sig den Prøve. Hertil svarede Magnus, at det var
en tvivlsom Prøve, ved hvilken der ingenlunde altid skete
Jertegn; ofte fældede den de uskyldige og frikjendte de
skyldige, så det var ganske tilfældigt, hvilket Udfald den fik.
Man kunde ikke tro, at den guddommelige Almagt skulde
være i den Grad optagen af os Mennesker, at den skulde
lade Naturen forandre sig, så snart nogen vilde have det.
Dette Svar fandt de fleste mistænkeligt. Så spurgte Hertugen
ham alvorlig, hvad Hjælp han vel kunde håbe at få af ham,
når han selv ikke vilde gjendrive så svar en Beskyldning på
den Måde, hans Fædrelands Love foreskrev, og så vidste
han ikke længer, hvad han skulde gribe til, og stod en Tid og
tøvede med at svare. Omsider, da han skjønnede, at han
ingen anden Udvej havde, sagde han, at han godvillig vilde
begive sig til Kongen, hvis man vilde love ham, at han ingen
Straf skulde komme til at lide, hvilket Udfald Sagen så end
fik. Det lovede Staldmesteren ham strax og tilbød at gå i
Borgen derfor; der blev altid, i Henhold til den danske Lov,
-888-