tilstået Folk, som var dømt fra Livet, Frist og Lejlighed til at
rømme, sagde han, og det holdtes for Uret strax at fuldbyrde
Dødsstraffen over dem. Dette Tilbud vragede Magnus
imidlertid, han vilde ikke lade sig nøje med nogen andens
Borgen end Absalons, sagde han.
Da Kongen fik den Besked af Sendemanden, sendte han
Hertugen et Brev, hvori han lovede Magnus, at han under
Absalons Beskyttelse både måtte komme og drage bort
igjen, og Magnus havde da sådant Hastværk, at Absalon
kom til at huse ham, inden han endnu havde fået Brevet fra
Kongen, der meldte hans Ankomst. Da det omsider kom,
gjorde Absalon sit bedste for at forjage sin uventede Gjæsts
Bekymring ved gode Løfter, og han fik da også således sat
Mod i ham, at hans Håb om den Hjælp, Absalon vilde yde
ham, fik Overtaget over hans Frygt for Straf, ja han fik så
vidt Bugt med sin Angst, at han ikke betænkte sig på at rejse
hjem til sit eget for at træffe de nødvendige Foranstaltninger
til at sejle over til Jylland. Det var nemlig blevet pålagt ham
at føre sin Sag i Århus. Hans Tryghed fik imidlertid igjen sit
Knæk, da nogle hemmelige Brevskaber fra ham blev
opsnappede. Det lykkedes nemlig dem, der holdt Øje med
de Vejfarende, at få fat i to Breve fra ham af forræderisk
Indhold. Da han af nogle rejsende fik Nys om, at de var
bleven overgivne til Kongen, fandt han på den Løgn, at hans
Skriver var kommen for Skade at tabe hans Signet, og den
udspredte han ikke blot blandt sine egne Folk, men søgte
også at bilde Absalon det ind, for at man skulde tro, at
Brevene var falske og af Had til ham skrevne af dem, der
havde fundet Signetet. Da nu Tiden til, at hans Sag skulde
for, var for Hånden, begav han sig på Vej med to Skibe og
mødte Absalon, der ledsagedes af de skånske og sjællandske
Stormænd, men da han kom til ham, blev han i den Grad
greben af Samvittighedsnag, at han blev så angst og bange,
-889-