at ingen i Betragtning af det Mod, han før i sine Dage havde
lagt for Dagen, skulde have troet det muligt; han svor på, at
ingen, hvad de så end sagde, skulde få ham overtalt til at
begive sig til Jylland, og sagde, at han frygtede mere for
Kongens Vrede, end han håbede på nogens Hjælp. Derhos
jamrede han over, at han havde mistet sit Signet, som hans
Fjender, der havde fundet det, i deres Ondskab havde
benyttet til i hans Navn at udsende falske Breve af et imod
Kongen fjendtligt Indhold. Absalon blev imidlertid ved at
holde på, at selv om han tilstod, hvad han beskyldtes for,
havde han ikke begået noget, som kunde hindre, at han fik
Lov til at drage bort, uden at der skete ham nogen Overlast,
og så sejlede han da videre i Følge med ham, idet han mere
tog Hensyn til sin Vens Råd end til sin egen Frygt. Da
Absalon nu i Landsbyen Viby førte ham frem for Kongen,
som opholdt sig dér med hele den danske Adel, vilde
Valdemar ikke indbyde ham til sit Bord, for at det ikke, når
han tog imod ham som Gjæst, skulde se ud, som om han
havde ladet sin Vrede fare. Dagen efter blev han stævnet til
Tinge, og Kongen foreholdt ham alle de Velgjerninger, han
havde bevist ham, og sigtede ham for Majestætsforbrydelse,
idet han havde villet lønne ham for hans Godhed ved at
myrde ham, hvilket han nylig havde lagt for Dagen ved at
rømme af Landet, eftersom ingen havde tvunget ham til at
flygte, men det udelukkende var hans onde Samvittighed,
der havde tilskyndet ham dertil. Hertil svarede Magnus, at
når han havde besluttet sig til at flygte, var det ikke, fordi
han havde begået nogen Forbrydelse, men kun på Grund af
det ildevarslende Budskab, Benedikt havde bragt ham, idet
han nemlig mente, at det var tryggere for ham, når han var
langt borte, at komme på det rene med, hvad Kongen
egentlig byggede sin Mistanke på. Forøvrigt undrede det
ham, at Kongen kunde få sig til at fatte en ugrundet
Mistanke til en nær Frænde, som han altid havde plejet at
vise fuld Fortrolighed. Kongen svarede, at jo mindre han
-890-