Page 897 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

havde skjønnet på hans Velgjerninger, des større havde hans
Utaknemmelighed været, og som Vidnesbyrd om hans
Forræderi fremlagde han hans ovenomtalte Breve, af hvilke
det ene var åbent, det andet lukket, og lod dem bære om af
de tilstedeværende Bisper med Pålæg om omhyggelig at
undersøge, om det ikke var Magnus' Segl, de var forsynede
med. Efter at alle havde undersøgt dem og erklæret, at
Seglene var ægte, bød han, at de skulde læses op. Det åbne
var stilet til Skåningerne og beskyldte Kongen for at fare
frem med Vold og Undertrykkelse imod mange og
opfordrede dem alle til at rejse sig imod ham, så skulde
Magnus hjælpe dem til at gjenvinde deres Frihed. Det
lukkede var til Knud og Karl og gik ud på det samme, idet
det opfordrede dem til at gjøre Oprør i Skåne, så vilde
Magnus gjøre ligeså i Jylland, så at Kongen vilde være
magtesløs, når han ingen Hjælp kunde få fra de største
Landsdele. Nu ventede man jo, at Magnus vilde tage Ordet
og svare, efter at disse Breve var læst op, men han tav og
gav dermed sin Frygt til Kjende, ja han var så bestyrtet, at
han ikke blot var helt målløs, men også så' så forstyrret ud,
at det var let i hans Ansigt at læse, hvor forvirret han var.
Hans Tavshed var Vidnesbyrd nok om hans Skyld, men
Absalon forebyggede på en snild Måde, at den blev regnet
for lige med en Tilståelse, thi han sagde, at det var intet
Under, at en Mand, imod hvem der uventet blev rejst
sådanne Beskyldninger, var i Tvivl om, hvad han skulde
sige til sit Forsvar, betænkte sig vel og derfor tøvede med at
svare. Han opfordrede ham derpå til strax at afbryde
Samtalen for at overveje sit Svar og rådføre sig med nogle
af sine Venner, hvilke han selv vilde. Ved de Ord tog
Magnus Mod til sig igjen og fattede Håb om at kunne
gjendrive Beskyldningen, og da der var blevet tilstået ham
en Frist til at rådføre sig, med hvem han vilde, kaldte han
Absalon og Biskop Tyge fra Vendsyssel til Side. Denne
Tyge havde været Hofpræst hos hans Fader Erik, havde stået
-891-