Page 898 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

i stor Gunst hos ham og var fra hans Hird bleven kaldet til
Bispestolen; i taknemmelig Ihukommelse heraf nærede han
stor Kjærlighed til Magnus. Han talte ham længe strængt til
og sagde ham, opfyldt af harmfuld Smerte, som han var,
mange hårde Ord i Anledning af den svare Forbrydelse, han
havde pønset på, og da Magnus svarede, at Brevene var
falske, sagde han, at sådanne Udflugter tjente til intet, thi
han kjendte aldeles bestemt ikke blot Skriften, men også
Skrivemåden i Brevene igjen som hans Håndskriver
Lamberts. Da Absalon fuldt ud gav Tyge Medhold heri,
tabte Magnus i den Grad Modet, at han rystende og
bævende spurgte dem, om der kunde være nogen Redning
for ham ved at gå til Bekjendelse. Absalon svarede, at skjønt
der ikke var nogen Fare forbunden med, at han gik til
Bekjendelse, skulde han dog ikke gjøre det, førend han
havde opnået Kongens Løfte om fuldstændig Tilgivelse.
Han rådede ham til at lade sin Frygt fare og enten selv eller
ved en god Ven frimodig udbede sig, at Sagen måtte blive
udsat til næste Dag, for at han, når han havde fået sit Mod
igjen, kunde føre sin Sag med større Held. Den Frist blev
tilstået ham, og Kongen begav sig med den tilstedeværende
Skare Adelsmænd om Aftenen på Gjæsteri hos en rig Mand
ved Navn Unne.
På Vejen did spurgte Magnus, som var i høj Grad urolig,
meget indtrængende Absalon, hvorledes han skulde forsvare
sig imod Beskyldningerne. Absalon svarede, at hvorledes
han end bar sig ad, vilde han ikke kunne undgå at udsætte
sig for Skjændsel eller Fare, thi det var ikke let at gjendrive
en Anklage, der støttede sig på så mange Beviser; på den
anden Side så' det ilde ud, om han undslog sig for at rense
sig for den, og endelig var det tvivlsomt, hvad Følgen vilde
blive, om han gik til Bekjendelse uden forud at have opnået
sikkert Tilsagn om Tilgivelse. Absalon anså det nemlig for
-892-