ærligere over for den, der søgte Råd hos ham, at lade, som
om han ingenting vidste, end som han var Mand for at give
tilforladelig Besked i en tvivlsom Sag. Magnus sagde nu, at
han sandfærdig vilde fortælle det hele, hvis han kunde gjøre
sig Håb om at opnå Tilgivelse ved sin Bekjendelse, og
Absalon opfordrede ham da til frimodig at åbenbare ham alt,
hvad han vilde, han skulde ikke røbe noget af det for
Kongen. Da Magnus nu blev opsat på at gjøre Rede for hele
sit Forræderi, blev Absalon imidlertid betænkelig ved at
høre på ham, fordi det let kunde få Udseende af, at det var et
Skriftemål, han havde hørt i sin Egenskab af Gejstlig. Han
rådede ham derfor til at kalde Sune og Esbern til sig, det var
Folk, vidste han, man trygt kunde betro Hemmeligheder til.
Da de kom og med Hånd og Mund havde lovet Absalon, at
de ikke uden hans Samtykke vilde røbe noget om den
Hemmelighed, Magnus betroede dem, begyndte denne at
gjøre Rede for det forræderske Anslag lige fra første Færd af
og tilstod, at han ikke blot med Rette var bleven beskyldt for
at have spillet under Dække med dem, der ved at fly havde
røbet deres Brøde, men bekjendte også oprigtig adskilligt
andet, han havde taget sig for for at komme Kongen til Livs,
og som man endnu kun vidste lidet om, hvorhos han angav
Eskil Asserssøn og Kristjern Svendssøn som medskyldige i
hans forbryderske Anslag, medens Kristjerns Broder Asser,
der var Domprovst i Lund, havde vidst Besked om deres
Forehavende, om han end ikke havde billiget det. Da de
havde nået Rejsens Mål, og der bød sig en gunstig
Lejlighed, opfordrede Absalon, Sune og Esbern Kongen til
at gå lidt afsides med dem, så de kunde tale sammen uden
Vidner, og Absalon lagde da Kongen på Sinde, at han burde
betænke, hvorledes Sagen bedst lod sig afgjøre, eftersom det
på den ene Side ikke var let for Sagsøgeren at bevise
Anklagens Sandhed, og det på den anden Side var en
vanskelig Sag for den anklagede at gå til Bekjendelse. Slap
han helt skadesløs fra Sagen. vilde adskillige tro, at han var
-893-