Page 900 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

uskyldig, bekjendte han derimod og ikke fik Tilgivelse,
vilde hans medskyldige af hans Enfoldighed lade sig forlede
til vedblivende at skjule Forbrydelsen. Man burde derfor
mage det så, at man fik en frivillig Tilståelse lokket ud af
ham, da man ikke havde tilstrækkeligt Vidnesbyrd imod
ham. Denne Absalons Anskuelse gik Kongen ind på og
lovede at eftergive ham hans Straf, når han vilde gå til
Bekjendelse. Da han Dagen efter på Tinge spurgte Magnus,
hvad han så havde betænkt at svare, satte han al Undseelse
til Side, gjorde sandfærdig Rede for hele Forræderiet lige fra
Sammensværgelsens første Begyndelse af, åbenbarede ikke
blot. hvem der var Medvidere i den, men angav også
nøjagtig Tider og Steder. Det var ikke menneskeligt Træf,
men Forsynets Styrelse, der havde bevaret Kongens Liv
under alle disse snedige og hårdnakkede Efterstræbelser,
sagde han, og intet undrede ham mere, end at Lykken havde
været ham så huld, at han havde undgået de Rænker, så
mange af dem, han nærede Fortrolighed til, havde spundet
imod ham, og at en Mand, der var bleven svigefuldt
efterstræbt af så mange, var sluppen uskadt derfra. Efter at
have sagt dette kastede han sig næsegrus for Kongens
Fødder og bad ham med grædende Tårer om Nåde. Kongen,
som i Betragtning af deres fordums Venskab bluedes over, at
han således kastede sig i Støvet for ham, bød ham rejse sig
og bebrejdede ham hans Utaknemmelighed, at han
forræderisk havde kunnet stræbe den efter Livet, som lige
fra hans tidlige Ungdom havde vist ham den største
Kjærlighed. I Grathekrigens Tid havde han ikke blot
skjænket ham Livet, sagde han, men han havde oven i
Kjøbet givet ham større Magt og Myndighed, end han havde
haft tilforn. Han havde nemlig ikke blot for deres
Frændskabs Skyld eftergivet ham hans Straf, men også vist
sig gavmild imod ham, og så lønnede han ham med
Troløshed, skjønt han skyldte ham Troskab for alt det gode,
han havde gjort ham. Han kunde derfor ikke noksom undre
-894-