Page 902 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Fyn, begav Kongen sig efter gammel Skik over til en Ø,
hvor der var fuldt op af Vildt og hvor han vilde holde Jagt.
Her kom Absalon og Asser til ham udsendte af Ærkebiskop
Eskil for at bede om Tilgivelse for hans Dattersønner, som
han håbede de måtte opnå lige så vel som Magnus. Kongen
var imidlertid ubønhørlig og spurgte til sidst Asser, om han
ikke selv havde begunstiget Sammensværgelsen, hvortil
denne svarede, at han ganske vist havde vidst Besked om
den, men aldrig billiget den, og når han ikke havde
åbenbaret den, var det kun, fordi han skammede sig ved at
røbe, hvad der var blevet ham betroet, og ikke af Avind til
Kongen. Som Følge af denne Tilståelse måtte han en lang
Tid begive sig i Landflygtighed. At denne Sendefærd
således mislykkedes, tog Eskil sig så nær, at det skaffede
ham forskjellige Sygdomme på Halsen, så hans Helsen var
meget skrøbelig den Vinter.
Næste Forår bød Valdemar Danmarks og Sveriges
Stormænd til Gjæst for at fejre sin Søns Bryllup. Da det var
holdt, bad Eskil indtrængende om at måtte få en Samtale
med Valdemar under fire Øjne, thi han havde en
Hemmelighed at betro ham, som han ikke vilde have, at der
måtte komme noget ud om i Utide. Kongen svarede, at der
vel ikke kunde være noget i Vejen for, at det blev, som han
ønskede, og han sagde da, at hans Hu allerede længe havde
stået til at nedlægge sit Ærkebispeembede, eftersom det nu i
hans affældige Alderdom faldt ham alt for besværligt; det
var også hans Ønske ikke at dø i Ære og Højhed, men uden
at have noget Embede at tage Vare på og at ombytte sit
hidtidige Liv med Klosterlivet. Kongen stillede sig særdeles
venlig an og søgte at få ham til at opgive dette Forsæt, han
havde i alt Fald ikke Ret til at bringe det til Udførelse,
førend han havde fået Pavens Bemyndigelse dertil, sagde
han. Hertil svarede Eskil, at han havde Brev fra Paven, der
-896-