Page 901 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

sig over, at han så skammeligt havde glemt hans
Velgjerninger, og lod sig da heller ikke nøje med den
Tilståelse, han havde aflagt, men blev ved at spørge ham,
om det virkelig havde været hans Agt forræderisk at tage
ham af Dage. Magnus svarede, at det hverken havde skortet
ham på Vilje eller Våben, eller hvad der ellers skulde til for
at øve sådan en Dåd, men det havde ikke været Guds Vilje.
Kongen syntes så godt om dette frimodige Svar, at han
tilgav ham på Grund af hans Tilståelse, men det gamle
fortrolige Forhold, der havde været imellem dem, vilde han
ikke forny, for at han ikke, ved atter at blive optagen i hans
Venskab, igjen skulde falde i Fristelse til at stå ham efter
Livet. Han forbød ham også al hemmelig Forbindelse med
Knud og Karl og lagde ham på Sinde, at han aldrig mere
måtte indlade sig på en Forbrydelse, som han Gang efter
Gang havde fået at mærke, at Forsynet hindrede. Hertil
svarede Magnus, at hvis han nogen Sinde igjen gjorde sig
skyldig i sligt, anså han sig for uværdig til Tilgivelse, ja
vilde ikke engang driste sig til at bede om Livet. Kongen
bød ham gå hen og sætte sig, og da Kristjern Svendssøn,
som ikke vidste noget om alt dette, tilfældigvis kom til, da
Magnus' Sag var til Ende, begyndte Valdemar strax at
overøse ham med Bebrejdelser. Da Kristjern erfor, at hans
medsammensvorne havde røbet ham, og han ikke havde
noget at sige til sit Forsvar, gik han til Bekjendelse og
opnåede derved Kongens Tilgivelse. Han slap ikke blot
derfra med Livet, men fik også Lov til at beholde alle sine
Godser og blev kun straffet med Landsforvisning, for at han
ikke så let skulde få Lejlighed til igjen at begynde på sin
forbryderske Færd. Så mådeholden var Kongen, at han
nøjedes med at landsforvise en Hirdmand, hvis Brøde var så
åbenbar og havde fortjent den strængeste Straf.
Da Tinget hermed var forbi, og Magnus var taget tilbage til
-895-