ikke blot tillod ham at nedlægge sit Embede, men også at
overdrage det, til hvem han vilde, og som Pavens Legat
påhvilede det ham at sørge for, at Ærkebispesædet ikke kom
til at stå ledigt. Disse Ord vakte Kongens Mistanke om, at
det var hans Agt at vælge Asser til sin Eftermand, og da han
på den anden Side ikke tvivlede om, at Knud og Karl, i Fald
de yderligere vilde foretage sig noget imod ham, vilde finde
megen Støtte hos deres Morfader, sagde han, efter længe at
have talt tilsyneladende venskabelig med ham om Sagen,
omsider, at så måtte han jo føje sig efter hans Ønske, da han
jo ikke kunde modsætte sig Pavens Vilje, der var den højeste
Myndighed i alt, hvad der angik Kirken. Eskil, hvem det lå
meget på Sinde, at alle Bisperne var til Stede ved hans
Embedsnedlæggelse, for at den kunde foregå med så stor
Højtidelighed som muligt, bad nu indstændig Kongen, der
stod i Begreb med at rejse fra Byen, om at komme igjen om
en Måned og så selv tage Bisperne med, for at de kunde
være til Stede ikke blot ved hans Embedsnedlæggelse, men
også ved den ny Ærkebiskops Indsættelse; han holdt på, at
Sagen fremdeles burde holdes hemmelig, for at ingen, når
den blev bekjendt, skulde afholde sig fra at give Møde af
Frygt for, at Valget skulde falde på ham. Da Kongen havde
tilstået hans Begjæring, stævnede Eskil Almuen til Tinge,
trådte frem for den og mindede om, hvor stor Kjærlighed
han i den Tid, han havde beklædt sit høje Embede, havde
båret til sine undergivne, og om hvor stor Yndest og
Kjærlighed Almuen til Gjengjæld havde båret til ham, for
hvad han havde gjort for den. Nu var det hans Agt at
nedlægge sit Embede som Ærkebiskop, som han formedelst
sin høje Alder ikke længer følte sig skikket til at varetage,
hvorfor han vilde anbefale alle dem, han hidtil redelig havde
gjort sit bedste for at tjene, til Guds Varetægt og løse alle fra
den Hørighed og Lydighed, de havde svoret ham. Derhos
tilgav han alle, hvad de måtte have forset sig imod ham, og
bad dem gjøre ligeså over for ham og bede flittig for ham,
-897-