Page 904 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

når han var draget bort, ligesom han til Gjengjæld lovede at
bede for dem. Alt dette sagde han med så bevægede Ord, at
alle, der var til Stede, hørte det med grædende Tårer.
Da Tinget var hævet, sendte Eskil Folk med Heste for at
hente Absalon, der lige var vendt tilbage fra Sjælland, og
som han endelig vilde have skulde bo hos ham. Da Absalon
var kommen hjem til ham og spurgte ham, hvorfor han
havde voldet Menigmand den Sorg, svarede han, at dels
hans høje Alder og dels hans Dattersønners Landflygtighed
havde gjort ham kjed både af hans Embede og af
Fædrelandet. Hertil kom det højtidelige Løfte, han allerede
for længe siden havde givet Bernhard af Clairveaux at han
frivillig vilde give Afkald på sit ærkebiskoppelige Embede
og henleve Resten af sit Liv i Stilhed uden offentlige Hverv.
Næste Morgen, da alle Rigets Bisper var forsamlede i St.
Laurentii Kirke, bød han, at alle Kirkens Klenodier skulde
hentes frem fra Sakristiet og stilles til Skue, thi det var ham
magtpåliggende at lade alle se, i hvor høj Grad han ved sin
fromme Gavmildhed havde forøget Kirkens Alterskrud og
Skat. Da det var sket, mindede han under mange Suk om,
med hvor stor Kjærlighed han havde våget over sine
undergivnes Fred og Sikkerhed, og om hvor mange Farer og
Bekymringer han havde måttet gjennemgå i al den Tid, han
havde været Ærkebiskop. Nu havde han bestemt sig til at
nedlægge sit Embede, sagde han, fordi han formedelst sin
høje Alder ikke længer følte sig skikket til at varetage det.
Kongen svarede på denne hans Tale, at skjønt han havde
haft mange Stridigheder med Kongerne, havde han dog
røgtet sit Embede således, at det var al Ære værd. Det huede
ham ilde, at han nu havde sat sig for at trække sig tilbage,
thi nu var han nået til en sådan Alder, at ingen længer kunde
have ham mistænkt for at have ondt i Sinde. Derpå bød han
ham sige, om det var af egen Drift, han nedlagde sit
-898-