Page 937 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

skulde være hans Efterfølger på Kejsertronen og den anden
var Hertug i Schwaben. Det gjorde han nu i Virkeligheden
ikke, fordi han for Alvor søgte Hustruer til sine Sønner, men
for at berøve sin Fjende den store Hjælp, han kunde have af
sådan en Ven. Jeg ved ikke, om han herved viste størst
Underfundighed eller Uforskammethed, eftersom han ikke
undså sig ved uden at mene noget med det at bejle til den
Mands Svogerskab, som han tidligere havde hildet i sin
Lumskheds Garn og narret til at blive sin Lensmand.
Kongens Rådgivere forstod da også strax, at der stak Svig
under, og sagde, at hans Bejlen ikke skrev sig fra, at han
gjærne vilde have sine Sønner gifte med hans Døtre, men fra
Had til Henrik, men skjønt de havde opfattet hans
Underfundighed ganske rigtig, gik Dronningens Mening af
med Sejren; hun mente nemlig, at det var en stor Ære at
komme i Svogerskab med Kejseren. Da Kongen spurgte,
hvor meget han forlangte i Medgift, sagde de, at det vidste
de ikke, og henskjød det til Kejserens Afgjørelse. Denne
skikkede så Brev og bad Kongen om at begive sig til Lybæk,
så kunde de dèr i Ro og Mag aftale alt fornødent, og den
Amnodning efterkom Kongen.
Imidlertid anspændte Kejseren alle Rigets Kræfter for at
gjøre det af med Henrik, og den ene By efter den anden faldt
fra Hertugen og overgav sig til Kejseren, ikke så meget af
Kjærlighed til denne som af Had til Hertugen, thi Henrik var
som Følge af den Medgang, han så længe havde haft, bleven
overmodig og tænkte, at intet kunde styrte ham ned fra den
Lykkens Tinde, han var nået op til, hvorfor han herskede
med uhørt Grumhed over dem, der havde måttet bøje
Nakken under hans Åg, plagede dem med sit utålelig barske
Væsen og behandlede ikke sine Undersåtter bedre end sine
Fjender. Da hans Magt nu var bleven i høj Grad svækket,
ikke som Følge af Krig eller Nederlag, men fordi hans
-931-