Page 938 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Krigsfolk sveg ham og faldt fra ham, så at det eneste, han
havde at sætte sit Håb til, var den Hjælp han ventede at få af
Holstenerne, forlod han over Hals og Hoved Lybæk, hvor
han ikke troede sig sikker, og løb med sine Skibe ind i
Stormarn, der var det sidste Tilflugtssted, han havde at ty til.
Fyrsten dér, Adolf hed han, havde han fra Barnsben af
opfostret med stor Kjærlighed; både Naturen og Lykken
havde været ham god, og Henrik havde drevet sin Godhed
imod ham så vidt, at han selv havde slået ham til Ridder. Nu
lønnede han ham så skammelig for alt det gode, han havde
gjort ham i hans Opvæxt, at han blev den første af alle hans
Lensmænd, der skjændig forrådte ham. Kejseren sendte nu
nogle Skibe, med hvilke han agtede at gå over Elben, og
som var bemandede med Bueskytter og Slyngekastere, ned
ad Floden. Henrik var på sin Side lige så ivrig til at samle en
Flåde, som han bemandede med en udsøgt Krigerskare, for
at formene Kejseren Overgangen, men da Hertugens Folk
så', hvor talrige de fjendtlige Skibe var, blev de så
forskrækkede for Overmagten, at de opgav deres
Forehavende og tog Flugten, så at Kejseren uhindret kunde
sætte over Floden. Han begyndte at belejre Lybæk, men da
han var meget bange for Brødrene Bugislav og Kazimars
Stridskræfter, skikkede han Sendemænd til dem, og lovede
dem begge at forøge både deres Magt og Anseelse, idet han
vilde gjøre dem til Hertuger i deres Lande, som de hidtil
havde hersket over, uden at nogen ret vidste Besked derom,
og uden at have nogen Ærestitel. Henrik havde så tit
krænket dem, at de blev glade over Kejserens Løfte, thi det
gik ikke op for dem, at han under Skin af at vise dem en
Velgjerning vilde lægge et skammeligt Trældomsåg på dem.
Imidlertid begav Valdemar sig til Lybæk med en Flåde, som
var mere statelig end stærkt udrustet. De tyske Riddere kom
ham i Møde og takkede ham overmåde mange Gange, fordi
-932-