han var kommen, og bad ham om at sejle så langt op ad
Floden, som han kunde, for at han og Kejseren kunde have
så meget kortere til hinanden. Det gjorde han, og da
Sendemændene Dagen efter spurgte ham, om han ønskede,
at Kejseren skulde komme ham i Møde på Halvvejen,
svarede han, at han foretrak at begive sig til hans Lejr, da
han holdt det for overflødigt, at det romerske Riges Kejser
skulde have nogen Ulejlighed for så ringe en Tings Skyld.
Kejseren lagde ikke mindre Snildhed for Dagen ved den
Måde, hvorpå han tog imod Valdemar, end denne havde vist
Beskedenhed ved at begive sig til ham. Efter først på den
mest høviske Måde at have hædret ham ved at omfavne og
kysse ham greb han nemlig strax hans højre Hånd, aflagde
sin Kåbe og førte ham midt igjennem Lejren, idet han som
en Herold råbte, at alle skulde gjøre Plads for ham. Da Teltet
var styrtet sammen som Følge af den Trængsel, der opstod,
fordi alle vilde se Kongen, førte han ham strax bort fra det,
ud på åben Mark, og for at forebygge Trængsel holdt han sit
Septer udstrakt og råbte så højt, han kunde, at alle skulde
sætte sig, hvor de stod. Valdemar, hvem det var om at gjøre
at vise sig lige så beskeden, som det var Kejseren
magtpåliggende at gjøre Stads af ham, svarede imidlertid, at
han nok vilde vente med at sætte sig, til han fik sin egen
Stol, thi han vilde ikke ved strax at sætte sig efter hans
Opfordring give det Udseende af, at han anmassede sig en
Æresplads på Kejsertronen. De fornemme Herrer satte sig,
ikke efter Rang og Stand, men som det bedst kunde føje sig
i den voldsomme Trængsel, så det blev Tilfældet og ikke
deres Værdighed, der kom til at råde for, hvor de fik Sæde.
Man hørte Tyskerne udtale deres Beundring over Kongens
Skabning og Væxt; de var så begjærlige efter at få ham at
se, at, da de ikke kunde komme til, når de sad ned, kravlede
den ene op på Skuldrene af den anden og strakte Halsen
frem for rigtig at tage ham i Øjesyn. Det var en Konge, det
var en Herre, det var en Mand, der var værdig til at være
-933-