Page 940 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Kejser, sagde de; Kejseren var en Småkonge, en Pusling at
se til ved Siden af ham. Så meget Væsen gjorde disse
fremmede af Kongens herlige Legemsskabning. Troligvis
har Kejseren ladet, som om han ikke tog sine Hirdmænd
deres Ord ilde op, for at det ikke skulde se ud, som han blev
stødt over den Ros, der blev Kongen til Del. Efter at alle
længe havde beundret ham, rejste Kejseren sig og bød nogle
få andre gjøre ligeså, hvorpå han førte Kongen hen til det
nærmeste Telt med samme Høviskhed, som han havde
modtaget ham med, strax da han kom. Dèr satte han alle
alvorlige Forretninger til Side og talte en Stund venlig og
muntert med ham, og da det led ad Aften, lod han Kongen
følge hjem af alle de tyske Ungersvende, efter at de havde
truffet Aftale om, at de skulde mødes næste Dag i Skoven
tæt ved Havnen for at tales ved i Ro og Mag. Sine Sønner
havde han imidlertid pålagt at begive sig om Bord på
Kongens Skib og blive dèr, tilsyneladende fordi det morede
dem, men i Virkeligheden fordi det var ham om at gjøre ved
at lade sine egne Børn omgås ham på så venskabelig en Fod
at vise ham, hvor stor Pris han satte på, at han var kommen.
Da de mødtes på det aftalte Sted, begyndte Kejseren at tale
om sine Sønners Giftermål og forlangte tredive Tusind Mark
i Medgift med den ældste af Valdemars Døtre og otte Tusind
Mark med den yngste. Det fandt de danske Stormænd nu
strax mistænkeligt og mente, at der stak Svig bag dette
Forlangende, eftersom ingen af de to Jomfruer endnu var i
giftefærdig Alder, og Valdemar, som mente, at den største af
de nævnte Summer var mere, end han kunde overkomme,
indskrænkede sig til at love at udrede den mindste i Tillid til
Kongen af Ungarn, som han var nær i Slægt med. Denne
Overenskornst blev besvoret, og Trolovelsen stadfæstet med
begge Parters Ed. Da det var besørget, vendte Kongen
tilbage til sine Skibe og Kejseren til sin Lejr.
-934-