Strax efter tog Kejseren imod nogle Sendemænd, Venderne
havde skikket til ham; de turde nemlig ikke sejle ind til ham
af Frygt for Kongens Flåde. Ved Daggry begav han sig med
et lidet Følge i en af Kongens Både ud til Valdemars Skib,
hvor han kom ganske uventet. Da Kongen sammenkaldte
sine Høvdinger, for at de skulde være til Stede ved
Samtalen, vilde Kejseren ikke have, at Jarimar, Fyrsten af
Rygen, også blev tilkaldt; han vidste nemlig, at han var
Danskerne fuldstændig tro, og havde for Resten Dagen i
Forvejen gjort en hel Del Stads af ham og oven i Kjøbet
kaldt ham Konge. Han havde noget at meddele Kongen
under fire Øjne, sagde han, thi som Følge af det
tilkommende Svogerskab betragtede han ham ikke blot som
sin Ven, men som sin halve Sjæl. For at svække Henrik
havde han lokket Venderne med Løfter, som det ingenlunde
var hans Agt at holde, når han først havde fået Bugt med
ham; han huskede nemlig godt, at han i sin Tid havde lovet
ham at underlægge ham Venden. Han bad ham nu finde sig
i, at han for Tiden tiltog sig Overhøjheden over Venden og
gav de to Brødre, hver i sin Landsdel, en Titel, som de ikke
vilde komme til at beholde nær så længe, som den lød
anselig, thi så snart han havde overvundet Henrik, vilde han
underlægge Kongen Venden. Da Kongen havde givet sit
Minde hertil og Dagen efter indfandt sig på Herredagen,
overrakte Kejseren højtidelig Bugislav og Kazimar hver sit
Banner og gav dem Titlen de Venders Hertug, så at de solgte
deres Fædrelands gamle nedarvede Frihed for tomme og
intetsigende Ærestitler. Havde de vidst, hvilket Åg der blev
lagt på dem, da de tog imod den usle Klud, vilde de have
foretrukket Døden for sådan en Velgjerning eller vilde
hellere have henlevet alle deres Dage uden kongelig
Værdighed, Nu havde de under et Skin af Ære pådraget sig
den forsmædeligste Vanære og hjembragte til deres
Fædreland et Trældomsåg, der var udpyntet med nogle
falske Værdighedstegn.
-935-