Page 943 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

selv tage af Sted til Trods for, at han var ilde tilpas, og han
blev da også så bekymret, at han blev syg og måtte lægge
sig til Sengs, så forpint var han på den ene Side af
Begjærlighed efter at få de Skanser tagne og på den anden
Side af Tvivl om, at det vilde lykkes. Om Morgenen gik
Høvidsmændene til ham og bad ham om at skåne sig, de
skulde nok udføre hans Befaling, skjønt han ikke selv var
med, sagde de, og med Nød og næppe gik han ind på at tage
til Vordingborg efter at have overdraget Krigens Ledelse til
sin Søn og Ærkebispen. De måtte blive liggende længe i
Havnen på Grund af en voldsom Storm, og hele
Strandbredden over hørte man da de oprørske Jyder råbe op
om, at de ingen Levnedsmidler havde, og at de ikke vilde
med på det Krigstog. Biskop Orm af Ribe, der nød stor
Anseelse, ikke blot på Grund af sin høje gejstlige
Værdighed, men også for sine sjældne Talegaver, kunde
ingen Vegne komme over for dem med sin Veltalenhed, og
han mente da omsider, at når Ord ikke hjalp, måtte man
bruge Magt, og lod en af Oprørerne, der blev ved med at
skrige op uden for hans Telt, gribe og binde, men det havde
kun til Følge, at de andre skreg endnu værre op, og at
Mytteriet blev endnu stærkere. Høvdingerne blev nu bange
for, at Folkene skulde drage bort uden i mindste Måde at
ænse Kongens Befaling, og de holdt derfor Råd og tog den
Beslutning, at han af sig selv burde opgive dette Tog, idet de
holdt for, at det var bedre ved tilsyneladende godvillig at
give dem Lov til at drage hjem at forebygge, at de
dumdristig rømmede, så at det mere fik Udseende af at ske
med Kongens Samtykke end af, at de trodsede deres Vilje
igjennem. Dersom de i Steden for at gjøre det med Kongens
Minde drog bort på egen Hånd, kunde det nemlig gå ham,
som det gik Hellig Knud, da han vilde straffe sine Folk,
fordi de havde opløst Flåden, og hvis Valdemar døde af sin
Sygdom - Feber havde han allerede -, kunde Følgen let
blive, at Knud ikke blev hans Efterfølger. Knud fulgte deres
-937-