Page 944 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Råd, samlede Flåden og gav Mandskabet Lov til at drage
hjem, så det fik Vdseende af, at han viste det en Velvilje ved
at tilstå det, hvad han ikke kunde nægte det, så frækt som
det gjorde Krav derpå.
Efter således af Frygt for en Opstand at være bleven nødt til
at opgive dette Krigstog sejlede Knud tillige med Absalon,
Esbern og Sune til Vordingborg for der at oppebie Udfaldet
af sin Faders Sygdom. Da Valdemar igjennem det åbne
Vindue i sit Sovekammer så' Skibene komme tilbage, blev
han højlig forundret, og både hans Græmmelse og hans
Sygdom øgedes som Følge deraf. Han gjorde sig imidlertid
al mulig Umage for at skjule begge Dele og modtog sin Søn,
da han indfandt sig hos ham tillige med sine Rådgivere, med
et så fornøjet Ansigt, at de troede, at Sygdommen næsten var
overstået; han sagde også selv, at han så godt som ingen
Smerte følte, og opbød al sin Sjælskraft for at skjule, hvor
meget han led. Han glemte imidlertid ikke at skrifte sine
Synder for Absalon, idet han holdt for, at man ikke burde
vente med at omvende sig til sin Dødsstund, thi hvornår den
kom, vidste man aldrig med Sikkerhed, og den Anger kom
for sent og var til ingen Nytte, sagde han, som man af Ulyst
til at forbedre sig og af Begjærlighed efter at fremture i
Synd opsatte til det sidste Øjeblik. Derhos bestemte han, at
Hælvten af hans Fædrenearv med Undtagelse af, hvad der
hørte under Kronen, skulde tilfalde Klostrene. Alle nærede
imidlertid godt Håb om, at han vilde komme sig, med
Undtagelse af Sune, som, hvad enten han nu har haft en
Drøm eller på anden Måde fået en Indskydelse, forudsagde,
at denne Feber vilde blive Kongens Død, og opfordrede de
andre til at være betænkte på, hvad der bedst kunde tjene
Sønnens Tarv, når Faderen døde, thi når det skete, vilde der
blive så stor Sorg, at ingen vilde kunne have Tanker for
andet. Imidlertid kom en Abbed ved Navn Hans over fra
-938-