Page 952 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Tilskyndelse skrev Knud imidlertid tilbage i de høfligste
Udtryk og undskyldte sig med, at han endnu var så ny i
Regeringen. Hans Rådgivere var nemlig ganske på det rene
med Kejserens Snedighed og skjønnede grant, at han lagde
an på at besnære Sønnens Enfoldighed med den samme
Træskhed, som han i sin Tid havde lokket Faderens
Lettroenhed i Garnet med. Så skikkede Kejseren et Brev
fuldt af Trusler til ham og lod ham vide, at han vilde tage
Riget fra ham og give det til en anden, men Kongen nøjedes
med at svare tilbage, at før end han tog Riget fra ham, måtte
han vel først finde en, der havde Lyst til at tage Danmark
som Len af ham, ved hvilket dristige Svar han ikke blot
spottede hans Trusler, men også gav til Kjende, at han
nærede den største Tillid til sine Undersåtter. Da Kejseren
indså, at han ingen Vegne kom på den Måde, fik han
Sigfried, som var gift med Kongens Søster, til at prøve på
ved Overtalelser at opnå, hvad han ikke selv formåede ved
sine Breve. Han rejste til Danmark, og efter at have fortalt
Kongen, hvor højt han elskede ham for Svogerskabets
Skyld, og hvad Kejseren var for en mægtig Mand, begyndte
han at forestille Absalon, Sune og Esbern, der var de eneste
af Kongens Rådgivere, som var sammen med ham og
Kongen, hvor stor Troskab de skyldte Knud, hvis
Formyndere de var, og hvor stor Tillid hans Fader havde vist
dem. Han bad dem derhos om dog endelig ikke under Skin
af at være hans Venner at optræde, som om de var hans
Fjender, ved at opfordre deres Myndling, som var betroet til
deres Varetægt og som både var ung af Alder og uskikket til
at råde sig selv, til at kaste sig ind i en besværlig Krig, der
oversteg hans Kræfter. På den Måde vilde de under Påskud
af at værne om hans Frihed skille ham ved Riget; hellere
burde de give ham gode og nyttige Råd og ikke anse det for
en Skam for ham at give sig ind under det romerske Riges
Kejser. Hertil svarede Absalon, at der ingen Tvivl var om, at
han med Glæde vilde give Knud de bedste Råd, han vidste;
-946-