Page 953 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

han ønskede også, at han skulde søge Kejserens Venskab,
men på sådanne Vilkår, at det intet Skår gjorde i hans egen
Ære og Højhed. Valdemar havde nemlig også søgt Kejserens
Venskab, men aldrig havde nogen været falskere og mindre
ordholdende over for ham end Kejser Frederik. For Resten
burde Sigfried vide, at Knud herskede over sit Land med
samme Ret og Frihed som Kejseren over det romerske Rige.
Nu blev Sigfried vred og gav sig i sit Overmod til at overøse
ham med Trusler, men Absalon svarede: "Måler du
Danmark med samme Alen som dig selv, og bilder du dig
ind, at det vil være den letteste Sag af Verden for Kejseren at
tage Danmark, når det behager ham, som han kan tage
Thyringen? Pak dig strax og sig til din Kejser, at
Danekongen ikke agter at vise hans kejserlige Majestæt den
ringeste Hørighed og Lydighed". Jeg synes, at Manden ærlig
havde fortjent den Foragt, der således blev vist ham,
eftersom han tog mere Hensyn til en fremmed Fyrste end til
sin egen Måg og påtog sig en Sendefærd, der gik ud på
forsmædeligt at skille Danmark af med dets Frihed.
Da Kejseren fik den Besked, fattede han Nag til Knud for
den Foragt, han viste ham, men da han ikke kunde påføre
ham Krig, måtte han nøjes med at hade ham i Steden for at
hævne sig på ham med Våbenmagt. Han opgav dog ikke
Håbet om at få Danmark i sin Vold, men holdt det for
rådeligst at vente, til der blev Borgerkrig i Landet, i Håb om,
at han, når danskerne blev splidagtige indbyrdes, vilde
kunne overvinde dem med ringere Fare for sine egne Folk.
Da han imidlertid mærkede, at den ønskede Lejlighed lod
vente på sig, henvendte han sig til den vendiske Hertug
Bugislav, som nylig havde taget Arv efter sin Broder
Kazimar, da denne var død barnløs, og søgte ved
mangfoldige Gaver og Løfter om Guld og grønne Skove at
få ham til at yppe Krig med Danmark. Bugislav var ikke
-947-