Page 950 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

tilkæmpet sig ved deres Tapperhed.
Bønderne var imidlertid så frække, at de ikke havde fået nok
af at påføre Stormændene Krig to Gange; de stævnede atter
til Ting og tog ikke i Betænkning at undsige dem for tredje
Gang, idet det var deres Agt ved at udrydde hele Adelen at
hævne sig for det sviende Sår, der var blevet tilføjet dem, og
tilfredsstille den rasende Oprørslyst, de var besatte af, så
halsstarrig holdt de fast ved deres Forsæt, hvad enten det nu
var Skam over det Nederlag, de havde lidt, eller Hævntørst,
der drev dem. Hverken den Ærbødighed, de var disse
udmærkede Mænd skyldige, eller Mindet om de Nederlag,
de havde lidt, kunde afholde dem fra at følge deres Lyst til
at gjøre Oprør. Den Fare, der som Følge heraf truede alle de
skånske Stormænd, afværgede Absalon imidlertid ved
skyndsomst at komme over med Sjællandsfarerne. Han
begav sig nemlig med vajende Bannere til Stedet, hvor
Tinget skulde holdes, og hindrede ikke blot Almuen i at
sætte sit oprørske Forehavende i Værk, men satte også ved
de redeligste og retskafneste Kjendelser de Love i Kraft
igjen, som den med den største Ubillighed havde kuldkastet.
Det hjalp ikke Harald, at han ikke var til Stede,
Stormændene fældede alligevel Dom over ham, så man kan
sige, at han blev straffet to Gange af Skåningerne, en Gang
med Våbenmagt og en Gang ved, at der gik Dom over ham,
og det er vel ikke godt at afgjøre, hvilken af de to Straffe der
var værst for ham. Almuen var så langt fra at driste sig til at
øve Fjendtligheder, at den nedlagde Våbnene og lod, som
om den slet ikke havde haft ondt i Sinde, blandede sig
imellem Absalons Folk, som om den kun var kommen for at
holde Ting i al Fredelighed, og gav ivrig sit Bifald til Kjende
ved hver enkelt Kjendelse, han fældede, skjønt den var alt
andet end glad derved. Således gjorde dette Ting Ende på
det skrækkelige og langvarige Oprør, og Almuen har aldrig
-944-