Page 951 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

siden dristet sig til at prøve på at sætte sig op imod Adelen.
Imidlertid havde Knud som Følge af Tidenderne om Krigen
i Skåne set sig nødsaget til at begive sig fra Jylland over til
Fyn, og dèr mødte han Esbern, som af sin Broder Absalon
var bleven sendt over til ham for at meddele ham, at de
kongelige havde sejret. Da Kongen uventet mødte ham,
troede han, at han havde sørgeligt nyt at melde, blev urolig
og turde knapt se på ham, så bange var han for, hvad han
vilde få at høre. Da imidlertid ikke blot Esberns glade
Ansigt gav ham Håb om, at det stod bedre til, end han
troede, men hans Ord yderligere bragte ham det glade
Budskab, at hans Folk havde sejret, blev han såre fornøjet
og drog over til Skåne. Her gav han Frosteherred til Pris for
Brand og Plyndring, og det vilde også være blevet ødelagt,
hvis ikke Absalon, der havde stor Godhed for det, havde lagt
sig imellem. Han fik sat igjennem, at de, der havde forbrudt
sig imod Kongen ved at slutte sig til Harald, slap med
Pengebøder, og det må vel nok kaldes umådelig mildt, at
han i sin Godhed lod Folk, der havde gjort sig skyldige i den
største Forbrydelse, slippe med at bøde for deres Brøde med
en ringe Afgift. Dette gav også de andre Håb om at opnå
Tilgivelse, og ved Absalons kjærlige Forbøn lod Kongen sig
formilde og gav således et herligt Vidnesbyrd om sit
Mådehold, idet han for en eneste Vens Bønners Skyld gav
Afkald på den Hævn, alle havde gjort sig fortjente til ved
deres Brøde. Den dydige unge Mand havde sandelig ikke
fortjent, at en fremmed Fyrste lagde Snarer for ham!
Det gjorde nu alligevel Kejseren, thi han skikkede gjentagne
Gange Sendemænd til ham med Pålæg om, at han skulde
indfinde sig ved hans Hof for at søge hans Venskab, som
hans Fader havde gjort før ham. Efter sine Rådgiveres
-945-