Page 494 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

da heller ikke ved, idet de atter tog Mod til sig, at følge en
Mand af ringe Stand, der viste dem Vejen til Frelse, hvilket
førte til et lige så herligt Udfald, som det så' uanseligt ud.
Da Edvard nu så', at hans Folk havde tabt Modet, og at den
Tapperhed, den danske Hær gik frem med, ikke var til at
modstå, opgav han Kampen og sluttede den Overenskomst
med Fjenden, at så længe han levede, skulde Knud have
Hælvten af Riget i Fællig med ham, og når han døde, skulde
han arve det hele. Således opnåede Sejrherren af den
overvundne, at han i sin Levetid gjorde ham delaglig i Riget
og indsatte ham til Arving af det hele efter sin Død. I de
samme Dage blev Knud indtagen i en overmåde fager
Kvinde ved Navn Alvine, som var Olafs Frille, og krænkede
hende, og hvad enten det nu var, fordi Knud havde røvet
ham hans elskede, eller fordi han sveg ham for den Del af
England, han havde lovet ham, satte Olaf Hensynet til det
fælles Krigstog til Side for den Krænkelse, han selv havde
lidt, og drog, da Krigen var til Ende, lige så bedrøvet som
vred hjem til Norge, idet han ikke holdt det for mer end
billigt, at han forlod den, der så skammelig havde forurettet
ham.
Syv År efter kom der en Gang nogle Mænd ind i Hallen,
hvor Knud sad ved Måltidet, og hilste ham som Konge over
hele England. Han troede, at det skulde være en underfundig
Bebrejdelse for den Overenskomst, han havde sluttet med
Edvard, og svarede, at den skammede han sig ikke over,
men han blev rød i Hovedet af Harme, thi han mente, at de
sagde disse Ord for at drive Gjæk med ham. Så åbenbarede
Mændene uforsigtig den blodige Gjerning. de havde begået,
og pralede af, at de havde myrdet Edvard, i den Tro, at de
derved vilde tækkes Kongen, medens de i Virkeligheden
opflammede ham til den heftigste Vrede derved. I Steden
for, som de havde håbet, at belønne dem lod Knud dem strax
hænge som Højforrædere og straffede således deres
-488-