afskyelige Misgjerning på den forsmædeligste Måde, thi
skjønt han indså, at han var bleven befriet for en farlig
Modstander, foretrak han dog at straffe Misdæderne for
deres Brøde fremfor at takke dem for den Nytte, de havde
gjort ham. Andre siger, at Knud hemmelig havde givet
Befaling til at dræbe Edvard, og at han nu bød, at Morderne
skulde straffes, for derved at bortlede Mistanken fra sig selv,
idet han holdt for, at han for at få Folk til at tro, at han var
uskyldig og ikke havde Del i den Misgjerning, måtte lade
dem, der havde øvet Udåden, undgjælde på det hårdeste.
Dog berøvede denne Tildragelse i Førstningen Knud en Del
af den Kjærlighed, hans Hirdmænd havde til ham. Efter nu
at have erhvervet Herredømmet over England tog han sig
for at slutte Venskab med sine Naboer, ægtede
Normannerhertugen Roberts Datter Emma og gav hans
Broder Richard sin Søster Estrid til Ægte. Med Emma
avlede han Knud og Gunhild og knyttede således de to Folk
sammen i Samdrægtighed ved Blodets Bånd.
For øvrigt forøgede han sin Hær med ypperlige unge
Krigere, og for så meget snarere at få samlet en dygtig og
kampberedt Hird tilbød han tapre Mænd såre høj Sold, idet
han holdt for, at hans Riges Hæder og Ære ikke så meget
vilde komme til at bero på hans Krigsfolks Antal som på
deres Mod og Manddom, og kjække Krigere, som altid
lokkes til at søge Ære, når der også er Løn at vinde,
kappedes om at strømme til hans Hird. Denne Gavmildhed
lokkede også en Svensker ved Navn Ulf, en Mand, som var
mere svigefuld end tapper, til at tage Krigstjeneste hos ham.
Da jeg nu tilfældigvis er kommen til at nævne ham, vil jeg
kortelig gjøre Rede for hans Herkomst. En Mand i Sverige
havde en fager Datter, som en Gang var gået ud at lege med
sine Terner. Så kom der en overmåde stor Bjørn, som jog
hendes Piger på Flugt, greb hende selv og bar hende ganske
lemfældig i sine Labber til sit Hi i Skoven. Ved Synet af
-489-