Page 496 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

hendes dejlige Skabning påkom der ham imidlertid en hel
anden Lyst, han blev mere opsat på at favne hende end på at
æde hende, og hun, som han havde taget for at sønderrive
hende, blev nu Gjenstand for hans skammelige vellystige
Attrå, thi fra Røver blev han strax forvandlet til Elsker,
glemte sin Sult og favnede hende. Og for at sørge så godt,
han kunde, for hende med Levemåde gjorde han jævnlig
Strejftog i Nabolaget og røvede Kvæg, og hun, som hidtil
kun havde været vant til lækre Retter, måtte nu vænne sig til
at spise blodigt Kjød. I den Grad gjorde den fangne Piges
Dejlighed det af med Røverens vilde Grumhed, at hun så'
ham, som hun havde været bange for tørstede efter hendes
Blod, begjærlig efter hendes Kjærlighed, og at han, som hun
havde frygtet for strax vilde æde hende, bragte hende Føde.
Hvor når ikke Kjærligheden hen, og hvad får den ikke Bugt
med? Den kan endogså få grumme Vilddyrs Ædelyst til at
vige for Vellystens Bud. Omsider blev Hjordens Ejer kjed af
at miste alt sit Kvæg; han passede på, omringede Udyret
med Hunde, satte af al Magt efter det under Glam og Hujen
og forfulgte det til dets Hi, hvor det holdt Pigen forvaret,
idet hun var omgivet af uvejsomme Sumpe og hvor der
stadig var mørkt som Følge af de indfiltrede Grenes tætte
Løv. Her blev Dyret strax omringet af Jægerne, som
gjennemborede det med deres Spyd. Naturen magede det i
sin Kjærlighed snildelig så, at Frugten af denne hæslige og
unaturlige Parring ikke blev så fæl at se til, som man kunde
have ventet; det Utyske, Bjørnen havde avlet, fødte hun på
sædvanlig Måde, og Dyrets Blod skjultes under
menneskelige Ansigtstræk. Drengen blev af sine Frænder
kaldt Bjørn efter sin Fader, og da han var kommen til
Kundskab om sin sande Herkomst, tog han en blodig Hævn
over sin Faders Banemænd. Hans Søn Thorgils Sprageleg
trådte i alle Måder i sin Faders Fodspor, hvad Dyd og gode
Sæder angår; hans Søn igjen var Ulf, hvis Sind svarede til
hans Herkomst, idet hans Tænkemåde stemte med det Blod,
-490-