Page 498 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

for en sådan Overtrædelse, thi da han var forvisset om, at
der ventede dem, som forsyndede sig, Straf i Helvede, vilde
han forebygge den hårdere Pinsel ved en lettere og holdt det
for sikrere med tålmodig Standhaftighed at hærde sin Hånd
til at lide Straf strax end at Sjælen skulde være i Angst og
Vånde for den Straf, der ventede den i Fremtiden. Således
mente han, at han ikke burde tilgive sig selv, for at ikke
andre derved skulde afholdes fra at frygte Gud, og led sin
Straf, for hvad han uden Synd havde kunnet lade være at
ænse, og skjønt han havde kunnet undskylde sin Forseelse
med Uagtsomhed, angrede han den strax, for ikke at bedrage
Gud, stærkere, end han havde haft nødig, og vilde hellere, at
Straffen, han underkastede sig, skulde være et Vidnesbyrd
om hans Forbedring, end at det, at han unddrog sig Straf,
skulde være et Vidnesbyrd om Brøde. Ved denne sin store
Klogskab og Gudsfrygt viste han således, at han mere tog
Hensyn til Religionen i det hele taget end til sin særlige
Forseelse. Denne Dåd skaffede ham på Grund af dens
omsigtsfulde Fromhed, den bar Vidne om, et Tilnavn, der vil
bevares til evige Tider. Fremdeles var han de fattiges
Tilflugt og de umyndiges Værge, viste Gejstligheden
Ærbødighed og kom alle dem til Hjælp, som havde lidt
Skade og Overlast, og derhos flød der af hans Bryst som af
en Gavmildhedens Kilde adskillige andre Dyder. Dette får
være nok sagt, thi hans Fromhed, som Kirken har givet ham
Helgennavn for, trænger ikke til Ros af nogen enkelt Mand.
Ulf var imidlertid bleven optændt til det stærkeste Had imod
Knud, fordi Kongen lagde så megen Vind på Dyd og
Tapperhed, men da han ikke trygt kunde lade sit Fjendskab
komme for Dagen, skjulte han sin Svig under Nidkjærheds
Maske for så meget kraftigere at kunne spinde sine Rænker
imod ham. Da Svenskerne jævnlig brød ind i Skåne, var han
nemlig den første til at bede om Lov til at drage derover for
at holde dem i Tømme, og da denne Begjæring var bleven
-492-