Page 497 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

han havde arvet fra sin Stamfader.
Så vender jeg efter dette Sidespring tilbage til, hvor jeg slap.
Da Olaf og hans Broder Harald stærkt truede Danskerne,
angreb Knud Olaf med en engelsk Flåde og nødte ham til at
gå i Landflygtighed til sin Svigerfader Gerithaslav, der var
Høvding i Østerleden, og efter at have gjenvundet Norge
vendte han hjem og jog sin Svoger Richard af Landet, fordi
han bar det grummeste Had til hans Søster, men Søsteren
lod han drage til Sjælland og gav hende kongelig Magt og
Myndighed over den Landsdel. Imidlertid var
Svenskekongen Olaf død og bleven efterfulgt af Omund,
som fik Tilnavn af, at han levede så længe. Ved dette
Dødsfald fattede Olaf af Norge Håb om at kunne gjenvinde
sit Rige, eftersom Knud ingen Hjælp kunde få af sin Broder
mere og havde mistet den bedste Del af sine Krigsfolk,
hvorfor han efter at have fået Hjælp fra Svenskerne dristig
bemægtigede sig Herredømmet i Norge. Ved heldbringende
Love førte han sit Folk, som hidtil ikke havde vidst af Lov
og Ret at sige og levede spredt og med rå Sæder, til en bedre
Levevis, og disse gamle Love holdes endnu den Dag i Dag
højt i Ære af Menigmand i Norge. Og ikke mindre
Berømmelse indlagde han sig ved det mindeværdige
Vidnesbyrd, han gav om, hvor nidkjær han var til at følge
Religionens Forskrifter og ære Gud. Da han nemlig en
Søndag af Ubetænksomhed sad og snittede med en Kniv i et
Stykke Træ, og de, der var til Stede, gjorde ham
opmærksom på, at det stred imod Religionen, sankede han
strax Spånerne sammen, og af Had til sin Hånd, fordi han
ved dens Hjælp havde begået denne Synd i Tankeløshed,
stak han Ild i dem og lod dem brænde Hånden, han holdt
dem i, idet han således straffede den Synd, han havde begået
af Uagtsomhed, med en hård Pinsel. Så nøjeregnende var
han i at overholde selv Religionens mindre vigtige Bud, at
han ikke betænkte sig på at pålægge sig selv en pinlig Straf
-491-