Rorfolk hvile sig ud den Nat. Af Landsens Folk fik han dèr
at vide, at Omund havde besat Skåne med en Landhær, og at
Ulf lå i Helgeå med en Flåde. Han drog da selv imod
Omund og sendte Flåden over for at bekæmpe dem, der lå i
Åen. Da Høvedsmændene på Flåden fik Tidende om, at
Omund var bleven slagen i et stort Slag ved Stangbjærg,
blev de opsatte på at øve lige så tapper en Dåd, for at det
ikke skulde kunne siges, at de havde ligget på den lade Side,
medens deres Konge viste sådan Kjækhed. For nu så meget
lettere at komme over på den Ø, som Fjenden havde besat,
gik de i Land på en anden, som lå i Nærheden af den, og
slog Bro midt over Åen; her udvider den sig nemlig, så den
mere ligner en stor, stillestående Sø end en Å. Ulf pålagde
sine Folk, at de ikke måtte forstyrre Fjenden i hans
Forehavende, men blot skyde på ham på langt Hold med
Pile og Kastespyd, når han gik over; på den Måde, sagde
han, vilde han selv berede sig sin Undergang. Da Arbejdet
var skredet langt frem, opstillede Ulf sin Slagorden på den
modsatte Bred, som om han vilde hindre Danskerne i at gå
over. Da de så' det, blev de blot så meget mere opsatte derpå
og gik i store Mængder ud på Broen. Som de nu var
sammentrængte der og higede efter at komme til at slås
strax, uden at betænke, hvilken farlig Vej de trådte, brast
Broen pludselig sammen under dem, og de måtte opgive
deres kamplystne Ånd i Bølgerne. Thi, som det plejer at gå
under sådanne farlige Forhold, når en igjen kom op over
Vandet, var der strax en anden, som greb fat i ham og trak
ham ned, så han druknede, så at medens de således hulter til
bulter hang fast ved hinanden for at få Hjælp, beredte de
hinanden Undergang og drog dem, hos hvem de søgte
Frelse, med sig i Døden; tyngede, som de var, af deres
Rustninger, kunde de nemlig ikke redde sig ved Svømning.
Således forrådte Ulf snarere Danskerne, end han overvandt
dem, og opnåede ved Fjendens Letsindighed, hvad han ikke
kunde nå ved egne Kræfter, og gjorde det lykkelig af med
-495-