Page 500 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Imidlertid havde Olaf befalet sin Flåde at blive liggende i
Ro under en af Øerne og havde selv med et godt og hurtig
sejlende Skib begivet sig til Sjælland. Der stævnede han
Ting og opfordrede med al den Veltalenhed, han kunde
opbyde, Almuen til at gå ham til Hånde, idet han snart
lokkede for dem alle på én Gang, snart for de enkelte hver
for sig med søde og fagre Ord, idet han holdt for, at den
Magt, han nåede ved at give gode Ord, var mere at lide på
end den, han tilkæmpede sig. En af de Ældste svarede ham
snedig på den venligste Måde, så han fattede stort Håb om,
at han vilde få Almuen til at være ham til Vilje, men det var
jo kun Forstillelse. Medens Kongen og Almuen nu således
skiftede Ord, kom der en af Spejderne nede fra Stranden og
meldte, at der kom nogle store Skibe sejlende ind imod
Land. Da Olaf blev noget urolig herover, sagde den gamle,
som ventede Kong Knud, at de Skibe skulde han ikke være
bange for, det var blot Kjøbmandsskibe, der, som de havde
for Skik, førte Varer til Landet; han mente nemlig, at man
ikke kunde få nogen bedre Lejlighed til at overvælde
Fjenden, end når man skjulte sit Had under Venligheds
Maske og holdt Håbet oppe i ham med løs Snak. Da der
atter kom Bud om det samme, fik han også Bugt med
Kongens Frygt ved at forsikre ham, at der ingen Fare var;
men til sidst fattede Olaf Mistanke til hans Ord og sendte en
Spejder ned til Stranden med Pålæg om at komme på det
rene med, om det var Knud, eller det var Kjøbmandsskibe,
der så' ud som en Krigsflåde. Da Spejderen kom tilbage og
sagde, at Havet vrimlede af Krigsskibe, bebrejdede Kongen
den gamle hans Løgnagtighed og afbrød strax Samtalen,
men den gamle fastholdt ikke desto mindre, at han kun
havde sagt, hvad sandt var, for nu kom de, sagde han, som
man kunde tinge med om Danmark med Våben i Hånd. Olaf
fik med Nød og næppe Tid til at flygte og søgte, alt hvad
Årerne kunde trække, tilbage til sin Flåde. Knud lagde nu
strax derefter ind i Havnen og lod sine af Træthed medtagne
-494-