Page 619 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Da Kongen fik Nys herom af dem, han havde sendt der hen
for at udspejde, hvad Folk sagde på Tinge, sendte han Asger
ud, for at han skulde få Bugt med Almuens Vrede ved Hjælp
af den Ærbødighed, der skyldtes så vel hans høje Byrd som
hans gejstlige Stilling. Han ilede Almuen i Møde, og da han
fik Øje på Erik, sprang han af Hesten og greb hans Hest i
Tøjlen, hvorpå han længe og indstændig bad ham om at lade
sin overilede Vrede fare og lovede, at Magnus skulde
komme til at lide Lovens Straf for sin Ugjerning, og at hans
Fader på lovlig Vis skulde godtgjøre sin Uskyldighed, ja han
tog endogså Hatten af og blottede sit ærværdige Hoved for
den oprørske Mængde. Ved sine Bønner udrettede han så
meget hos Erik, at Kongens Liv blev sparet, og at han oven i
Kjøbet fik Lov til frit at møde på Tinge, thi skjønt Almuen
brændte af Begjærlighed efter at hævne Knud, tog den dog
Hensyn til Ærkebiskoppens Myndighed, som Danskerne
lægger den største Vægt på, og holdt for, at den mere burde
rette sig efter hans Bønner end efter sin egen Mening.
Da Kongen nu mødte frem på Tinge uden at have sin Søn
med, fik han kun Lov til at forsvare sig på det Vilkår, at han
svor at ville sky alt Samkvem med Magnus, forvise ham
ikke blot fra Hoffet, men også fra Riget og ikke lade ham
komme tilbage, førend Folket gav ham Lov dertil. For ikke
at ophidse Almuens Vrede holdt han Råd uden for
Tingstedet, så der gik Bud imellem begge Parter, medens
Forhandlingerne stod på. Kongens Rådgivere opfordrede
ham til at gå ind på det stillede Vilkår i Betragtning af, at
Magnus kunde tilbringe sin Landflygtigheds Tid i Gøtland,
hvor han var Konge; de mente også, at imidlertid vilde det
Had, som alle nu nærede til ham, fortage sig, og at en
længere Fraværelse vilde gjøre Folket mildere stemt imod
ham, thi de håbede, at Folket vilde lade sig røre til Medynk
af hans Landflygtighed, og når han således bødede for sin
Brøde, opgive den Vrede, det havde fattet til ham på Grund
-613-