Page 618 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Drab, men det var mere, fordi han var begjærlig efter at
vinde Riget, end fordi han tørstede efter Hævn, hvorimod
Erik, som Knud havde sat til at råde for Øerne, kun pønsede
på Hævn. Niels, som i sin Angst for Almuens Fjendskab
holdt det for farligt at indfinde sig på Tinge, turde hverken
udsætte sig eller sin Søn for at mødes med Almuen, hvorfor
han rådførte sig med Ærkebiskop Asger i Lund, og efter
hans Råd lod han Magnus blive i Roskilde og begav sig selv
til Ringsted i Håb om, at han vilde finde Almuen fredeligere
sindet, når hans Søn ikke var med. Da han imidlertid ikke
mente, at han trygt kunde begive sig til Tinget, der skulde
holdes på nogle Høje uden for Byen, foretrak han at holde
sig i Ro i Byen frem for at udsætte sig for Fare ved at betro
sig til Almuen, som han ikke kunde stole på.
Da Knuds Brødre nu begge på Tinge havde kæret over deres
Broders Død, blev Almuen så bevæget af deres bedrøvelige
Tale, at den offentlig fældede Dom over den, der havde
udgydt hans uskyldige Blod, og erklærede den fromme
Herres Banemand fredløs. For Kongens Vedkommendc
foretrak de derimod, eftersom de endnu nærede Ærbødighed
for ham på Grund af hans fordums Lykke, at lade, som om
de ikke var sikre på, at han havde givet sit Minde til
Udåden, og ikke at fare strængt frem imod ham for ikke at
få Ord for at skære skyldige og uskyldige over en Kam. De
undlod derfor at fælde nogen sådan Dom over Kongen, både
af Hensyn til hans høje Værdighed og af Ærbødighed for
hans høje Alder. Men da det så til sidst kom på Tale, at
Kongen slet ikke var til Stede, brød Oprøret pludselig løs i
alt sit Raseri, Tinget opløstes, og de vilde slå ham ihjel i
Huset, han opholdt sig i, thi det var ikke mere end billigt,
sagde de, at de kom til Kongen, da han ikke havde villet
komme til dem, så meget mere, som han, skjønt han opholdt
sig der i Nærheden, ikke havde indfundet sig på Tinget, som
han ved sin Nærværelse burde have givet større Anseelse.
-612-