Page 620 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

af hans Forbrydelse. Således stilledes Oprøret blandt
Almuen, og Kongen begav sig til Jylland, medens Magnus
drog til Gøtland, som det hed sig, i Landflygtighed.
Dette Forlig huede Kongens Venner såre ilde. Da de selv
havde rådet Magnus til at dræbe Knud, skjældte og smeldte
de over, at han var gået ind på det Vilkår, der var blevet
stillet; han havde sørget meget ilde for sit Tarv, sagde de,
han havde gjort bedre i selv at nedlægge Kronen end af
Frygt for nogle Bønders betydningsløse Trusler at dømme
sin eneste Søn og Tronarving til forsmædelig
Landsforvisning. Det burde derfor mere bero på Kongens
end på Folkets Afgjørelse, om Magnus skulde vende tilbage,
og han burde uden Hensyn til Almuens Ondsindethed
hurtigst muligt kaldes hjem og gives tilbage til Riget og sine
nærmeste. Egget ved sådan Tale sendte Niels Folk over at
hente Magnus hjem og fornyede således dreven af ugudelig
Kjærlighed det Samkvem med ham, som han havde
afsvoret, idet han ikke betænkte sig på at udsætte sig for
Foragt, fordi han brød sin Ed ved imod den fældede Dom at
tage sin Søn til sig. Denne ubesindige Eftergivenhed rejste
atter den Storm, der havde lagt sig, da Magnus drog af
Landet, thi Erik og Harald holdt nu for, at Niels, som de
hidtil havde ladet gå fri for Straf, havde Lod og Del i
Mordet, eftersom han brød sin Ed, og de fældede nu den
samme Dom over ham som over hans Søn, idet de gik ud
fra, at som de begge havde Del i den begåede Udåd, burde
de også begge lide Straf derfor. Ingen stolede nu mere på
hans Eder, da det var vitterligt for alle, at han havde gjort sig
medsvoren ved at kalde sin Søn tilbage, før end han havde
Lov dertil. Men for ikke at angribe en Konge uden at have
en Konge til Anfører, stillede Folket sig under bestemte
Bannere, idet de holdt for, at de ikke vilde udrette noget,
men endogså forfejle deres Mål, når de ikke havde en til at
stå for Styret, og da de helst vilde have en Konge af den
-614-