gamle Kongeslægt, overdrog de med Forbigåelse af Harald
Erik, der jo hørte til Kongehuset, Kongenavn og kongelig
Magt og Myndighed. Den Forskjel, der var imellem disse to
Mænd, gjorde det let for Almuen at træffe sit Valg imellem
dem, thi Harald var ikke blot så havesyg, men også så
hengiven til Løsagtighed, at han ærlig havde fortjent at blive
udelukket fra Tronen. Han ringeagtede nemlig den hellige
Ægtestand og holdt stadig til med Friller, nøjedes ikke med
sin Hustru, men besmittede sin Ægteseng ved Samkvem
med løse Kvinder, og pinligt var det for hans Hustru at se de
mange Vugger, hver med sit Frillebarn i, thi de blev alle
sammen opfostrede ved Hove under Tilsyn af deres Mødre.
Da Faderen førte så forargeligt et Levned, formodede man,
at det samme vilde blive Tilfældet med Børnene, så man
frygtede ikke blot for Faderens Ugudelighed, men også for,
at hans Yngel med Tiden ikke vilde give ham noget efter, thi
Børn plejer jo at slægte Faderen på. Af den Grund vendte
alle sig fra Harald og foretrak at kaste deres Gunst på Erik.
Denne mente imidlertid, at han snarere burde gjøre, hvad
hans medfødte Beskedenhed bød, end benytte sig af den
Yndest, han nød, hvorfor han vægrede sig ved at tage imod
den ærefulde Stilling, Almuen tilbød ham, idet han var opsat
på kun at vinde Kronen ved Dåd og først vilde udmærke sig
ved Bedrifter, før end han tog Styret, thi han holdt for, at det
var Hævn, man først og fremmest burde søge, og at man
ikke burde tænke på Kongenavnet, før Sejren var vunden.
Han begav sig først til Jylland med de Krigsfolk, han havde
opbudt til Leding. Da han nu rykkede frem i sluttet
Slagorden, kom Biskop Thord fra Ribe ham i Møde, og med
falske og listige Ord forsikrede han ham, at Kongen var
ganske uskyldig, og lovede, at han for Fremtiden nok skulde
holde sin Ed. Dernæst anførte han en Mængde Ting, som i
meget undskyldte Kongen, og bad med mange fagre Ord om
Fred. Erik, som troede, at han mente det ærligt med sine
Bønner, lod sig dysse i Ro af hans Løgne, kaldte strax sine
-615-