stadig og sikker Bistand, og sluttede den Overenskomst med
de fjendtlige Høvdinger, at han skulde hæve Belejringen,
imod at Magnus svor det romerske Rige Huldskab og
Troskab. Det Vilkår gik Magnus med Glæde ind på; han
hyldede ydmygelig Lothar, men hemmelig pønsede han på
Svig imod ham. Kejseren gik i Henhold til Overenskomsten
tilbage over Ejderen med sin Hær. Da Erik havde spurgt,
hvad der var sket, sejlede han strax til ham og bebrejdede
ham hans Upålidelighed og smædede med de hårdeste Ord
Tyskernes Troløshed, hvorhos han forsikrede ham, at
Magnus vilde vise sig lige så pålidelig over for ham, som
han for kort siden havde vist sig over for Knud. Og det fik
han Ret i, thi da Kejseren var gået tilbage over Ejderen, faldt
Magnus Adolf, som førte Bagtroppen, i Ryggen og huggede
ikke blot hans Folk ned, men nødte ham selv til skammelig
at kaste sine Våben og svømme over Floden for at bjærge
Livet. Da Erik nu så', at han ikke fik den Hjælp af Kejseren,
han havde ventet, søgte han i højeste Grad nedslået atter
østerpå. Her kom der Sendemænd til ham fra Kong Magnus
i Norge for på hans Vegne at bejle til Knuds ældste Datter,
skjønt hun endnu ikke var mandvoxen. Erik tog i Håb om, at
det atter kunde hjælpe ham til Kræfter, overmåde venlig
imod denne Sendefærd, opsat på at få Forstærkning fra sine
Naboer, når han gav sig i Svogerskab med dem, og da han
selv endnu var ugift, eftersom Krigen ingen Tid havde
levnet ham til at tænke på sligt, tog han med Mugnus'
Samtykke hans Stifmoder, der havde været Dronning i
Norge, til Ægte, idet den norske Konge fandt ham fuldt
værdig til et sådant dobbelt Svogerskab.
Vinteren led i Ro, men så blussede Krigen op igjen, thi Niels
trak Krigsfolk sammen i den vestlige Del af Riget, og Erik
samlede Tropper i den østlige Del, stolende på de Løfter, en
højbåren Jyde ved Navn Kristjern havde givet ham. Denne
-617-