Page 622 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Mærkesmænd tilbage og bød Hæren gjøre Holdt. Da Niels
fik Nys herom af sine Spejdere, kom han over Fjenden, der
havde spredt sig og slået sig til Ro, og jog ham uden
Vanskelighed på Flugt, og Erik, der havde ladet sig narre af
Biskoppen, måtte bøde for sin tåbelige Lettroenhed. Da han
nu syntes, at han havde lovlig Grund til Krig, vendte han
tilbage til Sjælland og lod sig af Sjællænderne og
Skåningerne overdrage den Værdighed, han før havde
afslået, skjønt han på Grund af de vanskelige Tider ikke
kunde blive kåret til Konge på Isøre Ting, og nu kastede han
fuldstændig Masken og søgte af al Magt at hævne sin
Broder.
Han skrev da til Kejser Lothar, bad ham om at hævne sin
Vens Død og straffe Magnus for det Mord, han havde
begået, og søgte så vel ved Bønner som ved Løfter om at
lønne ham derfor at være fælles med ham om Krigen.
Kejseren, som mere dreves af Lyst til at bemægtige sig
Riget end af Iver efter at hævne sin Ven, rykkede op med en
Hær og standsede ved Danevirke i Håb om, at han for at nå
sit Mål ikke så meget behøvede at stole på sin Stridsmagt
som på den Uenighed, der herskede i Riget. Erik stødte til
ham ved Slesvig med en Flåde. Magnus var imidlertid
kommen begge Fjenderne i Forkjøbet ved omhyggelig at
befæste Volden og besætte Portene med stærke Vagter. Efter
nogle Dages Forløb kom Niels til med en stor Hær af Jyder
og besatte Voldens nordre Side med den. Det var så stor en
Krigsstyrke, at Kejseren var bange for at indlade sig i Slag
med den, og han turde heller ikke bruge Eriks Flåde til at
sætte sit Mandskab over til Byen. Da han nu hverken anså
det for rådeligt at storme Volden eller at lade sine Krigsfolk
gå om Bord på Flåden, og han skjønnede, at Tiden gik for
ham, uden at han fik noget udrettet, udpønsede han nogle
Fredsvilkår, der kunde give ham et antageligt Påskud til at
hæve Belejringen. Han svigtede Erik, hvem han havde lovet
-616-