Page 624 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Mand havde fattet Nag til Magnus og var faldet fra Niels og
havde lovet at støtte Erik af alle Kræfter. Roskildebispen
Peder derimod fulgte blot Erik med Legemet, i Hjærtet holdt
han med Niels, thi hin var han bange for, men denne elskede
han. Harald vaklede imellem Skam og Nag, thi medens han
skammede sig ved at slutte sig til Niels, hadede han sin
Broder, fordi han var bleven ham foretrukken, og krympede
sig i sin Avind ved at tjene under ham, så det var mere for et
Syns Skyld, end fordi han undte ham vel, at han fulgte hans
Banner tillige med to overmåde håbefulde Sønner, thi han
bar ikke mindre Nag til sin Broder, over for hvem han havde
trukket det korteste Strå, da de bejlede til Kronen, end til sin
Broders Banemand. Imidlertid havde Kristjern samlet sine
Venner og Frænder og besluttede at holde Slag med Kongen.
Da Niels hørte, at han ikke blot var faldet fra ham, men
endogså tænkte på at angribe ham, delte han den Hær, han
havde samlet imod sine Fjender, i to Dele, af hvilke den ene
skulde kæmpe til Søs, den anden til Lands. Selv beredte han
sig til at holde Slag med Kristjern, og Magnus satte han over
Flåden og bød ham drage imod Erik. Denne var imidlertid
allerede kommen til Sejerø og havde lagt til Land der. Det
vidste Magnus ikke noget om, da han sejlede fra Århus; god
Bør havde han, men ilde gik det ham. Hans Flåde sejlede
spredt og uden Orden, nogle af Skibene forud for de andre.
Da Erik fik Nys om, at han kom, satte han sig i en Båd og
opmuntrede på det mest indtrængende sine
Skibshøvidsmænd, snart alle på én Gang, snart hver for sig,
til at kæmpe tappert, især Peder og Harald, hvis Troskab han
ikke stolede på. Han havde nu ikke Lyst til strax at indlade
sig i Kamp med hele Magnus' Flåde, men angreb Skibene
enkeltvis efterhånden, som de kom sejlende, og slog
Mandskabet ihjel. Da Magnus langt borte blev var, hvilken
Fare der var på Færde, lod han strax Sejlene på sit Skib tage
ned og foretrak at kaste Anker frem for at sejle videre,
hvorhos han lod blæse i Luren for at kalde sin spredte Flåde
-618-