havde haft, samlede han atter sine Folk og skyndte sig at
sejle bort igjen. Adskillige af hans Mandskab, som ikke
skyndte sig tilstrækkelig med at indskibe sig, blev dræbte af
Niels' fremrykkende Hær.
Dette Uheld benyttede Harald sig af til at gå over til Niels,
som hemmelig lokkede for ham med Løfter; han nærede
nemlig mere Nag til Erik, fordi han var hans Overmand, end
Vrede over Knuds Drab, hans Broder var ham mere forhadt
end hans Broders Banemand. Magnus søgte også at bryde
Brødrenes Samvirken i Erkjendelse af, at lige så glædeligt
det var for hans Fjender, at deres Stridsmagt øgedes, lige så
bedrøveligt var det for ham, at hans svækkedes, og da han
vidste, at Harald ikke af et oprigtigt Hjærte havde sluttet sig
til Erik, trængte han derfor ind på ham med Løfter om Ære
og Forfremmelse. Harald havde ganske vist skjult det Nag,
han bar på, under et Skin af Underdanighed, men i
Virkeligheden nærede han større Had til Erik end til Eriks
Fjende. Han faldt derfor ikke blot fra ham, men for at yde
Niels så meget kraftigere Hjælp befæstede han også
yderligere den Borg, han havde bygget uden for Roskilde,
og mættede således ved sit troløse Frafald det Had, han bar
til sin Broder, fordi han var bleven ham foretrukken. Da
Erik med en stor Skare Sjællændere havde indesluttet denne
Borg og belejrede den, men så`, at hans Bestræbelser
strandede på Murens Fasthed, tyede han til nogle Tyskere,
der boede i Roskilde, og lærte af dem at betjene sig af
Blider, idet han således øgede sine egne Kræfter ved at tage
fremmedes Snildhed til Hjælp, thi Danskerne var endnu
temmelig ukyndige i Krigsvæsen og forstod sig ikke
synderlig på at bruge den Slags Indretninger. Den første
Sten blev udslynget af Bliden med alt for ringe Kraft og
vakte kun de belejredes Latter, da den faldt, før end den
nåede Muren; de troede nemlig, at da Bliden den Gang var
-620-