stående en liden Stund, til Erik rykkede frem; men da han
langt borte fra så' Hestene hvirvle Støvet op med deres Hove
ligesom en Sky, trak han sig lidt efter lidt tilbage til sine
Skibe, og da han hørte Gnyet af de fremrykkende Ryttere,
gav han sig på Flugt. Da Erik indhentede hans Hær, var den
allerede slagen, ikke i Kamp, men af Skæbnen, og uden selv
at lide noget Mén huggede han den ned og vandt en Sejr,
som intet Blod kostede ham, thi Gud hævnede
Frændemordet. Kun Magnus, som tillige med en liden Flok
tapre Mænd undså sig ved at fly, gik løs på Fjenden og søgte
at drive ham tilbage, medens de andre vendte Ryg, thi da
han skjønnede, at der kun var ringe Udsigt til at slippe bort,
holdt han det for en Ære tappert at søge Døden og at gjøre
sit Endeligt berømmeligere ved at falde i Kampen. Han
foretrak Døden for Flugt for ikke at fordunkle sit gamle Ry
for Tapperhed. Omsider, efter at han havde kæmpet drabelig
og fældet en Mængde Fjender, faldt han oven på den Dynge
af Lig, han havde hobet op omkring sig, tillige med Bisp
Peder af Roskilde, og som denne fulgte ham i Døden,
således kom de også i samme Grav. Niels tyede ned til sit
Skib på en Hest, som en Bonde bragte ham. Største Delen af
de flygtende greb fat i Tofterne og klyngede sig til Skibene
opsatte på at komme om Bord i dem, så nogle af dem var
nær ved at synke under den umådelige Vægt, og de, som var
komne først, huggede da uden Hensyn til Stalbroderskabet
med deres Sværd Hænderne af dem, der var komne senere
og klyngede sig til Skibene, så de var grummere mod deres
egne, end de havde været imod Fjenderne. Det var i
Sandhed et sørgeligt Syn at se dem klamre sig til Skibene,
medens Fjenderne trængte dem fra den ene Side og deres
Stalbrødre drev dem tilbage fra den anden. Her blev det ret
åbenbart, hvor meget større Vægt enhver lægger på sin egen
Frelse end på andres; de, som ikke skammer sig ved at sige,
at deres Venners Liv er dem dyrebarere end deres eget, gjør
bedst i at tie stille med sådan urimelig og hyklerisk Snak.
-626-