Page 633 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

For Resten tror nu jeg, at denne Sejr kun i ringe Grad
skyldtes menneskelige Kræfter, men at det var Gud, som
hævnede den fromme Knuds Død. I ingen anden Krig er der
blevet udgydt mere Bispeblod, thi Peder af Roskilde og den
svenske Biskop Henrik og alle de jydske Bisper på én nær
skal være omkomne i det Slag.
I Begyndelsen af denne Fejde gav en af Eriks Krigsfolk ved
Navn Magnus Saxesøn et udmærket Bevis på sin Troskab.
Da Niels nemlig havde påbudt, at hans Folk skulde holde
Vagt alle Vegne på Sjællands Kyst og påse, at ingen slap
over til Erik, lod han sig af nogle Krigsfolk i et Reb fire ned
ad Stevns Klint og gik ved Nattetid i en Båd over til Skåne,
hvorved han gjorde Erik en stor Tjeneste.
Derefter forskjød Magnus af Norge sin Hustru og sendte
hende tilbage til Erik under Påskud af, at hun havde røbet
hans Forehavende; han mente nemlig, at hun ikke havde
fortjent bedre end at blive forskudt, eftersom hun havde
båret større Kjærlighed til sin Frænde end til sin Husbond.
For at tilføje hende en Forhånelse satte han den
Ærbødighed, han skyldte det hellige Ægteskab, til Side og
anså det ikke for nogen Sorg at skille sig ved sin Hustru.
Niels slap bort til Jylland, for at Lykken endnu en Stund
kunde drive Gjæk med ham. I Betragtning af, at han nu var
barnløs og derhos meget til Års, udstedte han en Erklæring
om, at Harald skulde arve Riget efter ham, ikke så meget
fordi det var ham om at gjøre at efterlade sig en Tronfølger,
som fordi han vilde efterlade sin Medbejler en Fjende.
Derpå bad han Slesvigerne, som allerede længe havde været
opbragte på ham formedelst den Udåd, Magnus havde øvet,
om at slutte Fred med ham, thi han var meget opsat på atter
at stemme dem forsonligt imod sig og tænkte, at de vilde
-627-