Page 636 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Sandheden var kommen for Dagen, at belønne dem, hvis de
var uskyldige, eller straffe dem, hvis de var skyldige. Da
han senere en Gang kom op på Slottet, trådte de to unge
Mennesker frem for ham belæssede med Lænker, kastede
sig ydmygt bedende for hans Fødder, forsikrede ham om
deres Uskyldighed og anråbte ham om at løslade dem af
deres Fængsel. Erik ynkedes over deres Vanskæbne og
glædede sig tillige over deres Troskab, thi det havde
bekræftet sig, at det var sandt, hvad de havde sagt, idet deres
Fader virkelig var flygtet, og da Erik var mægtig
beskjænket, gav han sig til at græde over deres usle Tilstand
og lovede at sætte dem på fri Fod, fordi de havde talt
Sandhed. Da Kristjern havde fået dette at vide af
Hofsinderne, trådte han Erik i Møde, da han i den årle
Morgen gik til Kapellet, og spottede ham, fordi han Dagen i
Forvejen tilskyndet af Drukkenskab havde været alt for
rundhåndet og skjænket sine Fjender Danmarks Rige. For
tydeligere at forklare, hvad han mente med disse Ord, sagde
han, at Haralds Sønner vilde tænke mere på, at han havde
holdt dem i Fængsel, end på, at han havde løsladt dem, og at
han vilde få Skam til Tak af dem, fordi han havde sluppet
dem fri, thi hvad andet gjorde Erik ved at spare deres Liv
end at skaffe Harald to kraftige Ungersvendes Hjælp? Disse
Ord gjorde så stærkt Indtryk på Erik, at han foretrak at bryde
sit Løfte frem for at lade sin Vens Råd uænset; nu, da han
var bleven ædru, betænkte han sig ikke på at bryde Staven
over den Mildhed, han havde vist, da han var drukken,
skammede sig ikke ved at opgive sin Barmhjærtighed, da
han blev tilskyndet til Grumhed, og lod dem drukne, som
han havde givet Håb om, at de skulde beholde Livet.
I de samme Dage krævede Stormændene i Norge af Kong
Magnus, at han skulde afstå Hælvten af Riget til Harald
Irlænder, fordi han også var af kongelig Byrd, og da han
vægrede sig derved, fordi han, som han sagde, ikke vidste,
-630-