Page 639 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

snart Erik var draget bort, jog de Præsten på Porten og
Kristendommen med. Uden at ænse Gislerne, de havde
måttet stille, gav Arkonaboerne sig nemlig igjen til lige som
før at dyrke deres Afgudsbillede og viste således, hvor
oprigtig de havde ment det, da de antog Kristendommen.
Efter at Erik havde fået Orden i Tingene i Danmark, og der
atter var kommen Ro i Landet, tænkte han igjen på at tage
sig af sin Vens Sager, som han havde måttet lade ligge på
Grund af de Vanskeligheder, han selv var stedt i, og for at
hjælpe ham plyndrede og afbrændte han Byen Oslo, der var
Magnus hengiven. Året efter bad Harald ham igjen om
Hjælp, og han sendte ham da hele den danske Flåde til
Undsætning. Det kom til et Slag, og Magnus, hvis
Stridskræfter var hans Fjendes underlegne, blev fangen.
Harald skjænkede ham Livet, men lod ham gilde og Øjnene
stikke ud på ham, for at han ikke af Øjenslyst skulde fristes
til at tragte efter Kronen, og for at han ikke skulde avle
nogen Søn, der kunde hævne ham. Da han efter således at
være bleven blindet og gildet, blev spurgt om, hvem af hans
Mænd han vilde de skulde lade lide samme Straf og stikke
Øjnene ud på, svarede han, at det var der vist ikke mange,
der havde Lyst til. Så trådte en af hans Hirdmænd, som
lignede ham overmåde meget, og som havde vist den største
Troskab i hans Tjeneste, frem og sagde, at for at der ikke
blandt så mange Hirdmænd skulde fattes én, som var villig
til at lide sammen med sin Konge, vilde han frivillig
underkaste sig denne Straf, på det at han, som havde lignet
ham så meget, medens han havde sine Øjnes Lys, også
kunde ligne ham nu, det var blevet ham berøvet. Og skjønt
denne Mand havde fortjent at æres for sit ædle Sind, lod de
skammelige Mennesker ham lide Straffen. Magnus gav sig i
Kloster, ikke så meget fordi hans Sjæls Trang drev ham
dertil, som på Grund af de Legemsbrøst, der var bleven
påført ham, og ombyttede således Kongekåben med
-633-