Page 640 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Munkekutten.
Erik var nu, da han ved sine Våben havde skaffet Fred i
Landet, opsat på at udmærke sig lige så meget ved
Retfærdighed, som han alt havde udmærket sig ved
Tapperhed, og for at bringe Retten i god Gænge satte han
atter de af hans Forfædre givne Love i fuld Kraft ligesom i
gamle Dage, efter at de næsten havde været ophævede som
Følge af de store Krigsuroligheder. Han straffede de
Uretfærdigheder, Stormændene begik imod Småfolk,
skånede hverken Venner eller Frænder, men revsede de
fornemmes utilbørlige Havesyge med Sværd og Strikke. Ved
sin Iver i så Henseende pådrog han sig Stormændenes Had,
men vandt til Gjengjæld Menigmands Hengivenhed og
opnåede, at de mægtige frygtede ham, medens Almuen
elskede ham. For Resten havde han for Skik at rose sig så
stærkt af sine tapre Bedrifter, at han undertiden overskred
Sandhedens Grænser. En af hans Folk skal, efter hvad der
fortælles, en Gang have frelst hans Liv ved en Drøm. Da
han nemlig agtede at sejle fra Slien over til Sjælland, drømte
en af Søfolkene, at han fo'r af Sted over uvejsomme
Bjærgåse på en vild og gal Hest og, da den løb stærkere og
stærkere med ham, styrtede ned i en dyb og mørk Dal, hvor
en Mængde Ugler sønderrev ham med deres Kløer. Da han
om Morgenen for Morskab fortalte sine Stalbrødre denne
Drøm, tog Erik den som et Varsel om en truende Fare, og for
ikke at sejle sammen med ham gik han over på et andet
Skib, og derved blev han frelst, medens de andre led
Skibbrud og druknede, og nu blev han glad over, at han
havde foretrukket at betro sit Liv til et andet Skib frem for at
blive på sit eget.
Der opstod Uvenskab imellem Erik og Biskop Eskild i
Roskilde, og det varede ikke længe, før det blev til Krig og
-634-