Skjønt det var Eriks Agt at hjælpe ham, kunde han ikke
komme til at udføre dette sit Forsæt, da Venderne påførte
Danmark Krig. Han måtte lade sin Vens Sager skjøtte sig
selv og tage Vare på sine egne. Han samlede en Flåde og
stævnede til Rygen, og for at kunne føre Krigen så meget
kraftigere, lod han, hvad ingen havde gjort før, Heste føre
om Bord på de danske Skibe, fire på hvert, hvilken Skik
siden flittig er bleven fulgt. Flåden bestod af elleve
Hundrede Skibe. Danskerne lagde til Land ved Rygen, hvor
de fandt Byen Arkona stærkt befæstet. For at afskære den
fra Undsætning fra Naboerne afgravede de den
Jordstrimmel, der ligger imellem Arkonas Enemærker og det
øvrige Rygen, og opførte en temmelig høj Vold tværs over
den. Det blev overdraget Hallænderne at bevogte den, og
Peder blev sat til Høvidsmand over dem. Rygboerne kom
imidlertid bag på dem ved Nattetid efter at være gået over
nogle Vadesteder, men efter at adskillige var faldne, blev de
drevne tilbage af den øvrige Hær. Da Arkonaboerne nu ikke
var stærke nok til at holde Fjenden Stangen og ingen Udvej
så' til at få Undsætning, bøjede de sig for Nødvendigheden
og overgav sig til Danskerne på den Betingelse, at de skulde
beholde Livet imod at antage Kristendommen, men det
Gudebillede, de tilbad, skulde de have Lov til at beholde.
Der var nemlig i Byen en Billedstøtte, som Byfolkene
dyrkede med den største Andagt, og som deres Naboer også
stadig viste stor Ærefrygt; den blev falskelig kaldt Sanct
Veit. Da de beholdt den, kunde Byfolkene ikke bekvemme
sig til helt at aflægge deres gamle Afgudsdyrkelse. Da de til
at begynde med fik Befaling til højtidelig at lade sig døbe,
var de da også, da de gik ud i Dammen, mere opsatte på at
slukke deres Tørst end på at lade sig kristne, thi under Skin
af at udføre en hellig Ceremoni kvægede de deres af
Belejringen mødige Legemer. Der blev også indsat en Præst
i Arkona, som skulde vejlede dem til et nyt og bedre Levned
og undervise dem i den ny Tros Begyndelsesgrunde, men så
-632-