Page 637 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

hvem Haralds Forældre var, kom det til et Slag på
Fridlevsager. Imidlertid var Harald Erikssøn atter vendt
tilbage til Jylland og var bleven kåret til Konge på Urne
Ting. Da Erik spurgte det, lod han sine Skibe trække over
Isen - Vandet var nemlig tilfrosset - ud i rum Sø og sejlede
hemmelig til Jylland. Ved Nattetid overrumplede han i
Skibetorp Harald og dem af hans Sønner, der endnu var i
Live, og lod ham ved Daggry slæbe ud af hans Sovekammer
og dræbe uden Hensyn til, at det var hans Broder. Af
Haralds Sønner klædte Olaf sig i Kvindeklæder, da han så',
at Huset var omringet af væbnede Mænd, og det lykkedes
ham at slippe bort med Livet imellem Fjenderne.
Ved samme Tid begav Harald Irlænder, da han var bleven
fordrevet fra Norge, sig til Danmark for at søge Hjælp hos
Erik. Denne tog godt imod ham, fordi hans Medbejler havde
forskudt sin Hustru, og i sin Glæde over det ypperlige
Påskud, han nu havde, til at give sig i Strid med Magnus,
besluttede han at yde Harald Hjælp. Harald havde for
Resten, når undtages, at han var gavmild, ingen Åndens
Gaver at gøre sig til af, men i legemlig Henseende havde
han mange ypperlige Egenskaber. Stolende på sine Kræfter
indgik han ved Byen Helsinge et Væddemål med Erik om,
at han kunde løbe om Kap med hans mest udsøgte Heste, og
han løb også om Kap med to af dem og kom først til Målet.
Medens han løb, støttede han sig nemlig på to Stokke og fo'r
af Sted i stadige Spring. Han plejede også at give en anden
Prøve på usædvanlig Behændighed; han sprang nemlig tit,
medens de sejlede, ud fra Bagstavnen og løb over
Årebladene hen til Forstavnen og derfra på den anden Side
af Skibet ligeledes over Årebladene dèr hen til det Sted,
hvorfra han var sprunget ud. Havde Naturen givet ham lige
så store Åndskræfter, vilde han ikke være bleven dræbt af
sin Medbejler i en Frilles Favn.
-631-