Page 643 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Magnussøn og Valdemar Knudssøn var nemlig endnu ikke
gamle nok til at stå for Styret. Kristjern erklærede
imidlertid, at Valdemar, hvis Fader han havde været med til
at hævne, var værdigst til at bære Kronen, men hans Moder,
som skjønnede, at denne Ære, som der var så mange og
store Farer forbundne med, og som knapt nok en voxen
kunde bære, vilde blive så ung en Dreng til Undergang,
nægtede at overgive ham til Kristjern, da han forlangte, at
hun skulde udlevere ham, og sagde, at Kongeværdigheden
måtte betros til Folk, som var ældre end han. Omsider gav
hun dog efter for hans indtrængende Begjæring, imod at han
svor hende til, at han ikke vilde lade Drengen vælge til
Konge. Kristjern førte ham nu frem for Folket på Tinge og
mindede om alt det gode, hans Fader havde gjort, hvorledes
han havde bragt Lov og Ret på fast Fod i Landet, kuet
Fjenden uden for Riget, gjort Ende på Tyveri og Røveri i sit
Fædreland, gjort Danmark, som næsten var udtømt og på
Gravens Bred, til Herre over Slavenland, og fuldt ud havde
erstattet hver især, hvad han havde mistet ved Vold; ved alle
disse Bedrifter, sagde han, havde han vel fortjent, at Riget
blev givet til hans Søn. Da denne imidlertid endnu ikke var
gammel nok til at stå for Styret, og det ikke var Danskerne
tjenligt at gå i Leding med en Dreng i Spidsen, burde de se
sig om efter en Mand, der kunde forestå Riget som
Formynder, til hans Myndling var kommen til Skjels År og
Alder, og til det Hverv kunde man ikke kåre nogen bedre
end Erik, Erik Ejegods Dattersøn, thi både udmærkede han
sig ved Tapperhed og Fromhed og stammede derhos
gjennem sin Moder ned fra Kongehuset. Når hans Myndling
var bleven voxen, skulde han så afstå Riget til ham, sagde
han. Således kom Erik til kongelig Magt og Myndighed
både på Grund af den Yndest, han stod i hos Folket, og
formedelst den Ærefrygt, det nærede for Drengen. For
Resten besad Erik, med Undtagelse af sin Tapperhed, slet
ingen Naturens Gaver, det skortede ham både på Kløgt og
-637-