kjærkomment Bytte, og med dem overvandt de omsider
Olaf i et Slag ved Landsbyen Glumstorp. Han flyede til
Gøtland, men nogle Dage efter vendte han tilbage gjennem
Bleking, blev atter dreven på Flugt af Erik, men da han var
kommen ind i Snævringerne imellem Klipperne,
nedhuggede han, stolende på det Værn, de gav ham, dem,
der var nærmest i Hælene på ham. Han faldt også Fjenden i
Ryggen med en Del af sin Hær og gjorde det med denne
Styrke næsten helt af med Byfolkene fra Lund. Derefter tog
han Flugten. Da hans Sager kun havde liden Fremgang i
Skåne, førte han Krigen over på Sjælland, opsat på at få
Lykken til at vende sig ved at skifte Sted, men da han ved
Buddingeå var bleven slagen af Landsens Folk under
Anførsel af Rik, flyede han over til Halland. Derfra vendte
han atter tilbage til Sjælland, og da han fik at vide af
Bønderne, at Bispen opholdt sig i Landsbyen Ramløse, blev
han hemmelig der i Nabolaget om Natten. Om Morgenen
under Ottesangen kom han på det rene med, hvor Bispen
havde sit Sovekammer, og bød nu sine Krigsfolk bryde
Døren op. Bispens Tjenere, som ilede til for at forsvare den,
blev myrdede på Tærskelen. Da Bispen så' sig stedt i den
yderste Nød og Fare, satte han Gudstjenesten til Side for at
bjærge Livet, dækkede sit Hoved med et Skjold og
kæmpede drabelig for at hindre Fjenden i at trænge ind, og
samtidig spærrede Klerkerne, han havde med og som havde
hans Brevskaber og hans Ring i Forvaring, den næste Dør
med Dyner og Puder. Da Olaf ikke kunde tage Huset med
Våbenmagt, stak han Ild på det. Bispen, som anså det for
hæderligere at falde for Sværd end at blive brændt inde, bad
om Lejde, for at han kunde komme til at tale med Olaf, og
da det var blevet tilstået ham, stak han i Tillid hertil Hovedet
ud af Døren, men blev så strax hugget ned. Efter således at
have hævnet sig ved at begå et ugudeligt Mord skyndte Olaf
sig ned til Strandbredden, og lige så hemmelig han havde
listet sig fra sine Skibe, lige så hæsblæsende kom han ned til
-641-